Udtalelsen falder spontant under et møde på Carlsbergs Hong Kong kontor, og med henvisning til den skrappe konkurrence i særligt Kina, hvor alle store globale ølmærker kæmper om et marked, der bare vokser og vokser, og nu er verdens største. Men senere skal det vise sig, at Roy Bagattini ikke kun taler om konkurrencesituationen.

Han taler også om den personlige stamina, man skal besidde, hvis man vil klare sig på toppen af den traditionsrige og mandsdominerede kinesisk bryggeribranche. En stamina han får hårdt brug for samme aften, da værterne fra Hong Kong inviterer Roy Bagattini og en delegation af danske journalister og udsendte fra Carlsbergs danske hovedkontor på mad og øl. Rigelig med øl indtaget i en kogende spisesal over et af Hong Kongs mange fødevarermarkeder.

Den slags middage skal Roy Bagattini igennem adskillige af på en uge – det er en naturlig del af at drive forretning i Asien, forklarer han.

»At varetage opgaven med at gøre Carlsberg til det hurtigst voksende bryggeri i Asien, og sikre at Carlsberg får udbygget sit allerede solide fodfæste i Kina er nok en af de mest interessante udfordringer, der findes i bryggeribranchen i disse år,« fortæller Roy Bagattini.

Meget tyder da også på, at både Roy Bagattini og Carlsberg har haft gavn af skiftet. Siden Bagattini tiltrådte som Asien-chef i Carlsberg i 2009, er selskabets indtjening i Asien steget med over 30 procent, og Carlsberg har øget sin markedsandel i 10 ud af de 13 markeder, som bryggeriet satser på i Asien.

I dag udgør Asien 12 procent af Carlsbergs samlede indtjening, og hvis Carlsberg bare fastholder sine nuværende markedsandele i Asien, vil området om få år stå for 30 procent af Carlsberg-gruppens samlede indtjening. Det skal dog gå langt bedre, understreger Roy Bagattini.

»Hvis man vil klare sig i Asien, så skal man være stor, og derfor skal Carlsberg være det hurtigst voksende bryggeri i Asien de kommende år. Ja, vi har opnået store resultater de seneste år. Men alle verdens store ølproducenter higer efter at tage markedsandele i Asien, og lokale bryggerier er meget agressive, så vi kan ikke sætte tempoet ned.«

Læs hele interviewet med Roy Bagattini i Berlingske Business søndag.