Det er bestemt ikke hver dag, at Carlsberg opjusterer sine forventninger til resultatet. Men det er sket i forbindelse med halvårsregnskabet, som er offentliggjort torsdag, og det er noget, investorerne kan lide. Aktiemarkedet sender Carlsbergs aktiekurs op i den højeste kurs nogensinde efter regnskabet.

Kl 10.30 ligger aktien til en stigning på 3,6 procent til kurs 790. Det er det højeste kursniveau nogensinde, og det er en klar indikation på, at investorerne har stor tillid til topledelsen i Carlsberg, topchef Cees 't Hart og koncernfinansdirektør Heine Dalsgaard, og dens bestræbelser på at gøre Carlsberg til en bedre indtjenende virksomhed. Med kursstigningen er Carlsbergs markedsværdi 120 milliarder kr. Den har heller aldrig været højere.