Når de nye beboere overtager deres lejligheder i Bohrs Tårn i Carlsberg Byen den 1. august, kommer de til at kigge langt efter naboerne. For ifølge TV2 Lorry er kun 35 ud af 88 lejligheder solgt på nuværende tidspunkt.

»Det betyder ikke noget, for vi sælger over en bolig om dagen i Carlsberg Byen. Vi har udsolgt i masser af projekter her i Carlsberg Byen og synes det går rigtig godt. Det går langt over vores forventninger, hvis vi skal være helt ærlige,« siger administrerende direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus, til TV2 Lorry.

For at få udleveret et sæt nøgler til en af de eksklusive lejligheder i tårnet, skal man have den helt store tegnebog frem. En to-værelses lejlighed på 16. etage koster knap 6,4 millioner, mens den dyreste fireværelses lejlighed koster knap 16 millioner kroner. Og netop det er en del af forklaringen på, at hele 53 lejligheder stadig står uden ejer.

»I en lejlighed til 16 millioner er det begrænset, hvor stort købersegmentet er. Og så skal vi naturligvis også have tålmodigheden til det,« siger Jens Nyhus.

Bohrs Tårn bliver det første højhus i Carlsberg Byen, der er klar til indflytning. Planerne er at Carlsberg Byen skal rumme ni højhuse mere, som skal henvende sig til et andet segment.