Carl Holst (V) kommer til at betale omkring 2.500 kroner tilbage til Region Syddanmark, fordi han uberettiget fik regionen til at betale for hans transport til møder i Venstre. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Møderne fandt sted i februar, da Carl Holst endnu var formand for regionsrådet i Region Syddanmark. Her holdt Carl Holst oplæg hos Venstre i Vester Nebel og Vejrup-Gørding, ligesom han deltog i Venstres generalforsamling i Hviding.
Den forhenværende forsvarsminister og regionrådsformand erkender ifølge Vejle Amts Folkeblad, at han ikke var berettiget til at få støtte til transporten til partiarrangementer.
Avisen har spurgt Carl Holst, hvordan det kunne ske, at han uberettiget fik betalt sin transport til arrangementer i Venstre.
»Det skyldes, at jeg havde fuld tillid til min sekretær og hele det system, som sidder med kørselsregnskaber. Den tillid har jeg stadigvæk. Derfor må jeg være ærlig og sige, at jeg bare skrev under uden at tjekke bilagene. Det var en fejl,« siger han.
»Jeg er sikker på, at hverken min sekretær eller andre i systemet bevidst har begået fejl. Og i sidste ende er det selvfølgelig mit ansvar, fordi jeg skrev under,« siger den nuværende kirkeordfører for Venstre til Vejle Amts Folkeblad.