Palmer! Både de virkelige hotelhøje palmer langs Cannes’ solbagte havpromenade, La Croisette, og Den Gyldne Palme (altid i ental!) der uddeles efter de tretten dages filmfestival i den lille sydfranske by. Nogle ting ændrer sig aldrig i Cannes, men samtidig er den toneangivende festival for alvor trådt ud i et vadested.

Allerede for en måned siden begyndte der nemlig et slagsmål om festivalens og filmkunstens fremtid. Det skete, da den franske biografsammenslutning FNCF erfarede, at festivalledelsen havde udvalgt to Netflix-produktioner til at deltage i festivalens hovedkonkurrence. Den beslutning førte til en officiel klage fra de franske biografejere, der alle dage har været vant til at være de første, der kunne vise festivalens film.