I løbet af et år skal alle britiske virksomheder med mere end 250 ansatte offentliggøre gennemsnitslønnen for henholdsvis mænd og kvinder. Det bliver resultatet af et forslag, som premierminister David Camerons konservative regering fremlagde mandag.

Ifølge Cameron er problemet med mænd og kvinder, der aflønnes forskelligt for identisk arbejde, stort set løst. Derimod skal der fokus på problemet med ulige løn for forskelligt arbejde, som offentliggørelsen af lønforskelle i virksomhederne skal afhjælpe.

Ifølge BBC udtalte Cameron til en forsamling af virksomhedsledere i London, at »forskellen i løn til mænd og kvinder, der udfører forskellige job, er langt sværere at tackle, men vi kan gøre det med hjælp fra erhvervslivet.«

I november 2014 rapporterede det nationale statistiske bureau, Office for National Statistics, at forskellen i gennemsnitsløn for fuldtidsansatte mænd og kvinder er 9,4 procent, hvilket er det laveste i den tid, der er blevet lavet statistik for området.

Tallene for 2014 viser desuden for første gang, at fuldtidsansatte britiske kvinder i aldersgrupperne 20-30 år og 30-40 år får en lille smule højere løn end jævnaldrende mænd. Men når kvinderne får børn, vokser lønforskellen imidlertid betragteligt i mændenes favør.

Opgør med kønsroller er nødvendligt

Katja Hall, der er generaldirektør i erhvervsorganisationen The Confederation of British Industry, mener dog, at der er en risiko for, at sådanne opgørelser vil give et misvisende billede af ligestilling på det britiske arbejdsmarked, fordi mænd og kvinder ofte arbejder i forskellige typer af job. Derfor mener hun, at der må tages andre midler i brug.

»For at se virkelige fremskridt bliver vi nødt til at gøre op med stereotype kønsroller på arbejdsmarkedet ved at opmuntre flere kvinder til at søge ind i overvejende mandlige brancher og arbejde mere med karriererådgivning,« siger hun til avisen Daily Mail.

David Cameron anerkender risikoen for, at man tegner et misvisende billede ved udelukkende at se på tallene for gennemsnitslønnen fordelt på køn:

»Naturligvis vil nogle firmaer indvende, at de har flere mandlige piloter og flere kvinder, der arbejder med noget andet, så i begyndelsen vil det ikke se så godt ud, som jeg kunne ønske.«

Premierministeren mener imidlertid ikke, at det forhold bør afskrække virksomheder fra at offentliggøre lønforskellene.

»På den anden side hjælper gennemsigtighed med at få gang i debatten om, hvordan vi får flere kvindelige piloter, og derfor tror jeg, det vil være et godt incitament,« siger han ifølge Daily Mail.