Cafe Teatret beholder Breivik-monolog
Mandag forlød det, at Cafe Teatret på baggrund af retssagen i Oslo havde valgt at droppe Anders Behring Breviks manifest-monolog i stykket om den norske massemorder. Men det afviser teatret.
Mandag forlød det, at Cafe Teatret på baggrund af retssagen i Oslo havde valgt at droppe Anders Behring Breviks manifest-monolog i stykket om den norske massemorder. Men det afviser teatret.
Cafe Teatret afviser over for Berlingske Nyhedsbureau, at det har planer om at droppe Breviks manifest-monolog i teatrets meget omtalte opsætning af stykket om den norske massemorder, »Manifest 2083«.
- Der er intet i historien, og DR har lovet at rette det. Vi dropper det ikke. Men det er klart, at retssagen påvirker os, og at jeg – som med ethvert andet samtidsprojekt – dropper det, hvis jeg ikke mener, jeg er i stand til at komme med noget interessant, skriver teatrets kunstneriske leder, Christian Lollike, i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.
Mandag eftermiddag kunne man på DRs hjemmeside læse artiklen »Cafe Teatret dropper Breiviks manifest-monolog«. Fravalget af monologen skyldtes angiveligt, at retssagen allerede opfyldte formålet med stykket - nemlig at sætte ord på massakren på Utøya og bomberne i Oslo samt at afmystificere Anders Behring Breivik. Men det viser sig altså nu at være en misforståelse.
»Manifest 2083«, som har premiere til efteråret, handler om, hvad der fik Anders Behring Breivik til at iføre sig politiuniform, udløse en bombe og tage til Utøya for at skyde 69 unge mennesker.
Breivik udsendte et manifest bestående af alt fra racistisk propaganda, filosofiske udredninger og bombemanualer til interviews med sig selv og dagbogsoptegnelser. Med udgangspunkt i manifestet undersøger forestillingen, hvorfor og hvordan en tilsyneladende velfungerende norsk mand kunne forvandle sig til vor tids største massemorder.
Siden Christian Lollike i januar meldte ud, at det københavnske teater ville lave et stykke om Breivik, har beslutningen mødt megen kritik. Flere mener blandt andet, at Cafe Teatret blot er ude på at sælge billetter, at forestillingen giver massemorderen unødig opmærksomhed, og at det er alt for tidligt i forhold til de pårørende.