Bytte bytte købmand - kend din ret
Nu er udsalget startet, og danskerne er i gang med at bytte julegaver og gøre gode udsalgskup.
Nu er udsalget startet, og danskerne er i gang med at bytte julegaver og gøre gode udsalgskup.
I sidste uge købte du julegaver i dyre domme, i dag kan du bytte dem, du selv har fået, og få dobbelt så meget for dit tilgodebevis.
Det er dog forudsat, at gaverne er købt i en butik, som tilbyder ombytning af varer. For mens de fleste tager det som en selvfølge, at julegaverne er udstyrede med byttemærker, er det i følge købeloven ikke en service, forretningerne er tvunget til at yde.
Men nu er udsalget er startet, og hvis du ved, hvad du går efter, og du kender reglerne for bytning af gaver og køb og salg af nedsatte varer, kan du lave en rigtig god handel.
Her er, hvad du har brug for at vide, inden du begiver dig af sted på udsalgsshopping.
Du kan ikke forlange at få pengene tilbage
Det er altid rart at få pungen fyldt op med kontanter, og der findes butikker, som tilbyder at give pengene retur, hvis du vil af med en vare, du har fået i gave. Men som udgangspunkt har du intet krav på at få pengene tilbage, hvis du har fået et gavekort eller en vare forærende.
Fortrydelsesret
Når du shopper på nettet, har du i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Men købeloven giver dig faktisk heller ikke fortrydelsesret, når du køber en varer i en butik, forudsat at varen intet fejler. Alligevel tilbyder mange forretninger alligevel returret inden for en vis tidsperiode som en særlig service til kunderne.
Reklamationsret
Hvis du har købt en vare, som går i stykker, kan du i op til to år klage til forhandleren, som skal tilbyde enten at reparere eller ombytte den. Som udgangspunkt er det dig som forbruger, der vælger, om du vil have varen byttet eller fikset.
Reglerne for udsalgsvarer
Købelovens regler gælder også for udsalgsvarer, så du kan stille samme krav til dem, som du kan til de varer, der sælges til fuld pris. Det gælder også for kollektionsprøver og varer, som du har købt på lagersalg. Det vil bl.a. sige, at du altid har to års reklamationsret på dine køb, uanset om du har handlet i en udsalgsperiode eller ej. Men butikker, der normalt giver fortrydelsesret, kan gøre opmærksom på, at den ikke gælder for udsalgsvarer.
5 gode råd om udsalg
Lad være med at blive forblændet udelukkende af prisnedsættelsen. Overvej, om det reelt er et godt tilbud.
Vær sikker på, at varen ernoget, du har brug for, og at den ikke allerede er forældet ved købet.
Husk, at du normalt ikke har fortrydelsesret, så du kan ikke aflevere varen igen, hvis du fortryder købet, eller hvis varen ikke passer, med mindre det er aftalt ved købet.
Hvis forretningen normalt tilbyder fortrydelsesret eller ombytningsret, gælder det også udsalgsvarer, med mindre forretningen gør specielt opmærksom på, at det ikke gælder udsalgsvarer.
Du har altid to års reklamationsret - også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er begrundelsen for prisnedsættelsen.
Kilde: www.forbrug.dk