Først lød der en eksplosion, og siden kollapsede en bygning i East Village i New York torsdag aften dansk tid.

Ifølge flere amerikanske medier er adskillige blevet såret ved eksplosionen. Der meldes om mindst 19 sårede. Ifølge The Independent udtaler talsmanden for New York Fire Department, at to bygninger er i brand. Flere medier rapporterer, at det angiveligt skyldes en gaseksplosion.

Billeder fra stedet viser, at brandfolk og politi er massivt til stede ved ulykkestedet, som står i flammer. Ifølge New York Times er omkring 100 brandfolk og 25 køretøjer sendt bygningen i East Village ved 2. Avenue og 7. Street.

Eksplosionen skulle angiveligt have fundet sted i stueetagen i en restaurant og spredt sig til andre lejligheder i bygningen. Til sidst kollapsede dele af bygningen.

At det er en eksplosion i en restaurant bliver bekræftet af flere øjenvidneberetninger på Instagram og Twitter, skriver BT.

Blandt andet skriver forfatter Scott Westerfeld på twitter:

»Det var helt sikkert stueetagen, der eksploderede. Facaden blæste ud på gaden, blev stoppet af en telefonboks. (Så dur de stadig til noget).«

Han kan ifølge BT også fortælle, at restauranten, der lå i stueetagen er 'Pommes Frites', en belgisk restaurant, der er på top 10 over byens bedste pomfritsteder i New York Magazine.

Billeder på de sociale medier viser flammer og røg over lejlighedsejendommen på 125 2. Avenue.

Videoer viser bygningen i flammer: