Det begyndte som et uheld, der ikke blev opdaget i tide, og 60 timer senere var halvdelen af den gamle middelalderby brændt ned til grunden. Sådan var situationen lørdag morgen 23. oktober 1728. Af hovedstadens befolkning på op mod 70.000 indbyggere var mellem 15.000 og 20.000 ikke blot blevet hjemløse – de havde mistet al jordisk ejendom. Og sammen med de mange arbejdspladser, som blev opslugt af ilden, forsvandt også muligheden for at tjene til det daglige brød. Situationen syntes håbløs.

Men hverken byens borgere eller myndighederne faldt hen i passiv fortvivlelse, og i løbet af kort tid var mange hjemløse blevet indkvarteret hos kolleger eller venner og bekendte. Næsten 500 fattige familier og lige så mange almisselemmer blev sendt hjem til deres fødesteder i provinsen, hvor nogen måtte tage sig af dem, men der var også et ukendt antal, som rejste frivilligt.

Læs også: Dengang man kunne få gratis grunde og skattefrihed på Christianshavn

Næppe var ilden slukket, før kong Frederik IV organiserede nødhjælp med uddeling af mad og øl til de mange hjemløse, og dagen efter blev den første af en række kommissioner nedsat. Den havde vidtstrakte beføjelser, for dels skulle den forhindre prisstigninger på fødevarer, dels skulle den sørge for, at der ikke lå døde i ruinerne, ligesom den også havde pligt til at undersøge, hvad der havde været af tyverier i forbindelse med branden.

Det blev hurtigt overstået, og den kombinerede kommission blev ophævet efter et halvt års tid. Som de første fik byens bagermestre og bryggere tilladelse til at indrette sig interimistisk i ruinerne, for der skulle gang i forsyningerne, men da vinteren nærmede sig, fik alle, som var berørt af branden, kort tid efter den samme tilladelse. På den måde blev de akutte problemer løst så godt, det lod sig gøre. Tilbage stod hovedproblemet: genopbygningen af den nedbrændte by.

Læs også: Rejsen til Vanløse

Det var den ældste del af København med smalle og krumme stræder, som var forsvundet, og nu ville myndighederne benytte lejligheden til at anlægge et helt nyt gadenet med lige strækninger og med god plads til trafikken. Det var et gammelt ønske, som reguleringskommissionen tog sig af, og efter en måned var den klar med sin betænkning. Men så begyndte de første protester at dukke op. For hvis gaderne skulle rettes ud og gøres bredere, ville det nødvendigvis være en indskrænkning af grundejernes retmæssige ejendom, og det havde kongen forståelse for. Han lagde sig derfor fast på, at der skulle være færre gadeudretninger, end de sagkyndige havde foreslået, og i stedet for ti meter skulle sidegaderne kun have en bredde på syv meter. Det indebar desuden en ønskværdig besparelse på udgifterne til ekspropriation – ikke mindst, når man i stedet for de foreslåede 14 meter brede hovedgader anlagde den regel, at tre kareter blot skulle kunne passere hinanden. Trods grundejernes vrede resulterede reguleringskommissionens arbejde i adskillige synlige ændringer, hvoraf de vigtigste var anlæggelsen af Frederiksberggade som byens nye hovedstrøg mellem Vesterport og Gammeltorv, og Kultorvet der opstod som en ny og tiltrængt markedsplads i nærheden af Nørreport.

Læs også: Sådan gik det til, dengang København fik husnumre

Til at tage sig af den egentlige genrejsning af byens huse blev der nedsat en bygningskommission. Også den havde indtil flere vidt forskellige opgaver: stridigheder mellem naboer skulle afgøres, og tegninger skulle godkendes; den skulle endvidere holde øje med håndværkernes priser og arbejdets kvalitet og sikre sig, at det var danske materialer, der blev benyttet, og at det var danske håndværkere, som i første række blev engageret.

Men det, som gav byggekommissionen flest problemer, var et gammelt påbud fra 1683, hvorefter alle huse i Københavns større gader af hensyn til brandfaren skulle opføres i mursten helt fra grunden. Det påbud havde ingen taget sig af i en menneskealder, og praktisk taget alle huse i byen var bindingsværk, som var en billig og velprøvet bygge­skik. Men nu ville byggekommissionen kun acceptere grundmurede huse, og så lod borgerne igen høre fra sig: Det ville blive alt for dyrt, og de gamle fundamenter ville slet ikke kunne bære et stenhus. Troligt nok, og så gav myndighederne tilladelse til, at der alligevel måtte bygges med bindingsværk i side- og baghuse, hvis ejeren i løbet af få år byggede et stenhus ud til gaden. På den måde kom der hurtigt gang i byggeriet, og et halvt år efter branden udgav et medlem af kommissionen, J.C. Krieger, en lille bog med tegninger af velegnede typehuse. Det havde i den grad sin virkning, og i de efterfølgende år skød de karakteristiske gavlkvisthuse eller, som nogen kalder dem, ildebrandshuse op overalt.

Læs også: Krigen mellem kongen og ærkebiskoppen

Efter reglerne skulle de have været grundmurede af hensyn til brandfaren, men det fraveg kongen efter et års tid, og da travlheden rigtig satte ind, kunne kravet om så vidt muligt kun at benytte danske håndværkere heller ikke opretholdes. Tyske murere og tømrere så man overalt. De var dygtige og billige, og så måtte man leve med de gnidninger, der opstod, når danske mestre mente, at de blev udsat for ublu konkurrence.

Efter en halv snes år var de nedbrændte bydele genopført, og København havde fået en helt ny profil med høje etageejendomme. De egnede sig til udlejning fra kælder til kvist og var i enhver henseende en forbedring af boligforholdene, men så skete det igen. En dag i juni 1795 gik der ild i noget affald på Gammelholm, og tre dag senere var op mod halvdelen af den gamle by atter lagt i aske.

Læs også: Margarinedronningens enkesæde