Store spånplader dækker hullerne i fortovet, og cyklisterne krydser frem og tilbage mellem den næsten bilfri kørebane og den ufærdige cykelsti. For tre år siden tog vejarbejdere og trafikomlægninger over for den travle trafik på Nørrebrogade. Siden har der været færre mennesker på gaden, og det har været et hårdt slag mod de små butikkers bundlinjer.

»Vi har tydeligt kunnet mærke på omsætningen, at gaden har været én stor byggeplads. Men vi håber da, der kommer flere folk, når arbejdet bliver færdigt,« siger Heidi Kloe Hansen, der er butiksassistent i Isenkræmmeren i nummer 58.

Må sælge butikken

Det kan Sam Suq fra Z Sko nikke genkendende til. Men selv hvis der kommer flere mennesker senere, er det for sent. Efter ni år i gaden må han dreje nøglen om.

»Jeg er nødt til at sælge butikken. Vores omsætning er faldet til omkring halvdelen. Det kan godt være, at gaden er blevet bilfri. Men den er også blevet menneskefri,« siger han – før han må løbe ud og flytte sin knallert, der står foran butikken på fortovet, som et par håndværkere nu skal i gang med at bryde op.

Et par stenkast længere inde mod byen ligger Nørrebro’s Boghandel. Også her er regnskaberne blevet mindre festlige. »Det startede jo allerede i oktober 2008. De måneder, der kommer der, er normalt vores bedste tid på grund af julehandlen. Der mistede vi rigtig meget, og det har faktisk været helt elendigt siden,« siger medejeren Anne Madsen. På den anden side af Dronning Louises Bro, videre ad Frederiksborggade, forbi de nyåbnede torvehaller og til højre ad Nørre Voldgade ligger Papirlageret lige over for Nørreport Station. Udenfor vrimler det med biler. Lidt endnu. Som på Nørrebrogade bliver de snart afløst af vejarbejde og byggeri. Alligevel er ejeren, Klaus Hansen, glad for planerne for det nye Nørreport.

»Det ser flot ud, så de år må vi bare igennem. Men vi skal nok regne med, at vi går lidt ned i omsætning,« siger han.

Håber det bedste

Hos Nørrevold Is, der ligger på den modsatte side af Nørreport, er medejeren Muhittin Unan også begejstret for planerne for det nye Nørreport. Til gengæld kender han også de røde tal på Nørrebrogade.

»Det bliver lidt svært for os, men vi håber, vi overlever. Hvis vi kan det, tror jeg til gengæld, det bliver positivt for forretningen. Der bliver for eksempel mere plads foran, så vi kan stille borde ud,« siger han. Lige om hjørnet møder Købmagergade Nørre Voldgade. Her står blomsterbinderen Vita Tronborg Petersen i Frederiksborggades Blomsterstade. Fuldstændig som Muhittin Unan ser hun lysere på plantegningerne end på den nærmeste fremtid.

»Det er med ren og skær frygt, vi ser frem til det her byggeri. Nu kommer de og lukker det hele ned. Kommer der så nogen kunder? Og når de starter i december, kan det jo komme til at ødelægge julehandlen. Folk køber ellers altid ekstra, når de skal ud og sige goddag til gamle Mormor,« siger hun og fortsætter: »Men når det hele er færdigt og snorlige, og vi får et lille torv foran, så bliver det godt. Vi frygter det værste, men håber det bedste.«