God eftermiddag og velkommen til denne onsdags Business-update.
Helt, som vi plejer, har vi været på rundtur i medielandskabet for at finde eftermiddagens vigtigste historier fra erhvervslivet og økonomien, så du kan være sikker på at være en smule klogere på dagens nyheder, når du har læst Updaten til ende.
Lad os komme i gang!
1. Pensionsselskaber pønser på forlig i sag om OW-Bunker
I alt 22 pensionsselskaber med ATP og PFA i spidsen arbejder mod at kunne indgå et forlig i sagen om det børsnoterede oliehandelsselskab OW Bunker, der gik konkurs i 2014.
Det skriver Finans og Børsen på baggrund af et lækket forligsudkast mellem parterne, som medierne har set.
Selskaberne har ligesom andre investorer sagsøgt den tidligere ledelse i OW Bunker og den tidligere ejer, kapitalfonden Altor, samt de investeringsbanker, der hjalp med at børsnotere OW Bunker med et krav på mere end 1,6 milliarder kroner i erstatning.
Men ifølge Børsen arbejder parterne nu på at indgå et forlig, som vil betyde en gevinst for sagsøgerne på omkring 665 millioner kroner.
2. Skandinavisk flyselskab skal have nyt logo
Flyselskabet Norwegian skal for første gang siden fødslen i 2002 have nyt logo. Det skriver det norske medie E24.
I det nye logo bliver det blå fly erstattet af et mindre og mere simpelt hvidt af slagsen, ».com« er skrottet, og typografien er også anderledes.
Norwegian oplyser ikke, hvad man forventer, at det kommer til at koste for selskabet at ændre sit logo. Men Christoffer Sundby, koncerndirektør for marked og kundeservice i Norwegian, udtaler, at en modernisering er på sin plads efter over 20 år.
»Selvom vi nu fornyer os, lover vi, at vores kunder vil genkende os. Den nye visuelle identitet får et varmere og tydeligere udtryk, der vil tage os sikkert ind i de næste 20 år,« udtaler han i en pressemeddelelse.
4. Karen Frøsig stopper på toppen – Sydbank slår konkurrenter
Den Aabenraa-baserede Sydbank har ligesom flere af landets banker præsenteret sit højeste overskud nogensinde. Knap 80 procent højere end resultatet i 2022, der ellers dengang var det største i bankens historie.
Det bedste årsresultat er samtidig det allersidste årsregnskab, Karen Frøsig præsenterer som administrerende direktør for banken, da hun overgiver topchefstafetten til Mark Luscombe 1. august, skriver Børsen.
»Jeg er glad for, at mit sidste årsregnskab blev så fint, som det her er,« siger Karen Frøsig til mediet.
Ifølge Børsen viser resultaterne for Sydbank for 2023 desuden, at Sydbank slår alle konkurrenterne, når det kommer til bankens egenkapitalforrentning. Den lyder på 30,3 procent i 2023.
Egenkapitalforrentningen er et nøgletal, der siger noget om, hvor stort et afkast virksomheden skaber på den investerede egenkapital.
5. Kommunikationschef stopper midt i energikæmpes krise
Den danske energikæmpe Ørsted befinder sig midt i en stor krise. Og midt i modvinden stopper selskabets mangeårige kommunikationschef, Martin Barlebo, nu.
Det oplyser han på det sociale medie LinkedIn.
Her skriver Martin Barlebo, at han forlader sin stilling efter ni år som chef for Ørsteds interne og eksterne kommunikation.
Den afgående kommunikationschef skriver ikke, hvorfor han forlader selskabet. Men det sker, samtidig med at selskabet er i gang med en større fyringsrunde.
Ørsteds aktiekurs er siden august sidste år faldet markant. Og selskabet måtte i efteråret pludselig fortælle sine investorer, at to havvindmølleprojekter i USA blev droppet med et tab på 26,8 milliarder kroner.
Projekterne var ikke længere rentable, og forløbet fik investorerne til at flygte over hals og hoved.
Ledelsen måtte i arbejdstøjet og komme med en plan, der kunne berolige investorer og analytikere. Den plan landede 7. februar oven i regnskabet.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A: Kæmpe datalæk – nu melder Netcompany ud
Det var et simpelt tyveri, og sagen er afsluttet fra Netcompanys side. Sådan lyder den første kommentar fra topchef André Rogaczewski, efter at en 34-årig dansk mand tirsdag blev varetægtsfængslet og sigtet for at have franarret det danske it-selskab store mængder data – et indbrud, som han erkendte at have været den eneste til at begå.
Læs hele artiklen om Rogaczewskis udmelding her.
B: Han er totalt ligeglad – og sådan har han sat de største aftryk i næsten 40 år
Per Callesen er en gigant, selvom han er et af de sjældne mennesker, som gemt bag finansministre og kongeligt udnævnte nationalbankdirektører som Nils Bernstein, Lars Rohde og Christian Kettel Thomsen tager ansvar for den konkrete og nørdede udøvelse af magten. Nu har han valgt at stoppe som nationalbankdirektør.
Læs Thomas Bernt Henriksens nyhedsanalyse her.
C: Nedtælling til ECB. I næste uge sættes rentekursen frem til sommer
Der er rentemøde i næste uge i Den Europæiske Centralbank. Den matte stemning har bidt sig fast i europæisk økonomi med tysk industri som den helt store lyseslukker. Men på trods af mathed og økonomisk stilstand er det ikke bare sådan lige at sætte renten ned.
Læs analysen af Ulrik Harald Bie her.
Tak, for at du læste med!
Venlig hilsen
Julie Søltoft og Mette Dalgaard

