God eftermiddag og velkommen til dagens update fra Berlingskes Business-redaktion.
Vi har kigget rundt i dagens overskrifter og samlet de vigtigste og mest aktuelle nyheder til dig.
Vi skal vidt omkring, så lad os bare komme i gang.
God fornøjelse!
#1 – Ny topchef til Anders Holch Povlsens virksomhed
Der er jobnyt i Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsens hvidevarevirksomhed.
Efter halvandet år i den aarhusianske hvidevarekoncern Whiteaway stopper nuværende administrerende direktør Thomas Zeihlund. Det skriver Børsen.
Den nye mand ved roret bliver 35-årige Jonas Hald Johansen, der indtil i dag har været finansdirektør i virksomheden.
»Det har været en sand fornøjelse at stå i spidsen for Whiteaway og samarbejde med Jonas. Jeg er sikker på, at Jonas er den rette til at fortsætte udviklingen i selskabet,« lyder det fra Thomas Zeihlund i en pressemeddelelse på virksomhedens hjemmeside.
Whiteaways hovedejer er Anders Holch Povlsen, og andre medejere er medstifter Johannes Gadsbøll og Ib Nørholm.
#2 – Wegovy-succes går ud over overskud i Sygeforsikringen »danmark«
Novo Nordisks mirakelkur Wegovy har ikke bare fået vægten til at rasle af danskere.
Det har også gjort forsikringsselskabet Sygeforsikringen »danmark« nogle millioner fattigere.
Selvom både selskabets medlemstal og bruttopræmieindtægter voksede i 2023, har stigningen i tilskud til selskabets medlemmer gjort, at Sygeforsikringen »danmark« kommer ud af året med et negativt forsikringsteknisk resultat.
Det skriver FinansWatch.
400 millioner kroner steg selskabets bidrag til medlemmerne med, og ifølge selskabet skyldes det overvejende øgede tilskud til vægttabsmedicin.
Ved årsskiftet stoppede selskabet tilskud til vægttabsmedicin, og derfor vil de ikke komme til at påvirke det næste regnskabsår.
#3 – Børsselskab møder kritik midt i aktiesalg
Mens virksomheden Brain+ forsøger at vække investorers interesse og samle penge på børsmarkedet, er en aktør på aktiemarkedet begyndt at føre kampagne mod virksomhedens forretning.
Det skriver Børsen.
Balladen startede onsdag på Facebook, da tidligere aktionær i virksomheden Nicolai Frisch rettede en omfattende kritik mod Brain+ og direktør Kim Baden-Kristensen i et opslag i gruppen Aktier & Investering.
Her sammenligner han virksomheden med den tidligere danske børskandidat Meew, der sidste år måtte droppe sin børsnotering, efter at det kom frem, at virksomhedens stifter og forhenværende direktør havde opdigtet en kandidatgrad i neurovidenskab fra Aston University.
Brain+ afviser kritikken og henviser til, at Nicolai Frisch selv har tabt penge på sin investering i virksomheden.
»Det er naturligvis helt fair at stille spørgsmålstegn ved, hvordan et selskab drives. Men jeg synes, Nicolai Frischs indlæg bærer præg af, at han er ærgerlig over, at han har tabt penge,« siger administrerende direktør for Brain+ Kim Baden-Kristensen til Børsen.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Vi kan selvfølgelig ikke undlade at nævne nogle af de historier, vi selv har produceret her i Pilestræde i dag. Her er tre historier, som vi vil anbefale dig:
A: Danske aktier går mod den grønne strøm. Det har sin klare årsag
Efter rentemødet i USA i går har der været aktiefest rundtom på verdens børser – men ikke på den danske. Det viser blandt andet, hvor meget Novo Nordisk dominerer, fremhæver ekspert.
Hvordan det hænger sammen, kan du læse her.
B: Coops store redningsplan ramt af forsinkelser og blodrøde tal: »Uhyggelig læsning«
For et år siden lancerede Coop en milliarddyr redningsplan, der skulle trække koncernen ud af en dyb krise. Men lækket materiale og udtalelser fra Coops egne rækker tyder på, at blødningen langtfra er stoppet.
Læs hele historien her.
C: Atomkraft spiller en nøglerolle i Sveriges nye grønne planer
Den svenske regering er kommet med et nyt udspil til den grønne omstilling. Og i forslaget spiller atomkraft en helt central rolle sammen med en fortsat udvikling af sol- og vindkraft.
Læs om svenskernes grønne planer her.
Er det gået din næse forbi, at listen over Danmarks 100 største talenter inden for erhvervslivet og det offentlige er udkommet, så er det ikke for sent. Du kan se listen og læse om de unge talenter lige her.
Det var alt for denne gang.
Fortsat god dag fra Berlingske Business.
Venlig hilsen
Anna Sofie Laue, Business-journalist
