Den serbiske voldsmand, Milos Petrovic, der angiveligt uden motiv overfaldt en 46-årig kvindelig buschauffør i Helsingør, blev udvist af Danmark i sidste måned. Det oplyser vagtchef Søren Christensen fra Nordsjællands Politi

- Han blev udvist af Danmark i juni. Jeg ved ikke hvorfor. Men det kan sagtens være i forbindelse med, han opholdt sig ulovligt, siger Søren Christensen fra Nordsjællands Politi.

Jagten på den serbiske voldsmand, Milos Petrovic, der torsdag eftermiddag flere gange slog en kvindelige buschauffør i hovedet med en aflang, stump genstand, så hun fik en mindre hjerneblødning og seks flænger i hovedbunden, er intensiveret i Helsingør og omegn.

- Vi leder efter ham med lys og lygte, siger vagtchefen, og fortæller, at politiet har fået flere tips om mandens whereabouts.

- Vi har blandt andet fået oplyst, at han er set gående rundt i Helsingør og samle tomme flasker. De steder har vi ledt efter ham, men uden at finde ham, siger vagtchefen.

Han fortæller også, at politiet har modtaget flere henvendelser fra befolkningen, der mener at have set Milos Petrovic så sent som i går.

- Vi har blandt andet fået at vide, at han blev set den 20. juli - altså i går - men vi ved ikke med sikkerhed, om det var ham, siger Søren Christensen.