Burgerkæden McDonald’s har netop afsluttet den største kampagne-satsning i år, MyBurger, hvor danskerne har dystet om at få deres egen burger på menukortet i kædens 87 restauranter herhjemme, skriver Markedsføring.dk.

Via denne har McDonald’s i hele august forsøgt at engagere danskerne ved at invitere dem til at bygge og stemme på deres personlige favoritburger online. Og vi er tilsyneladende vilde med virtuel burger-bygning.

Da kampagnen blev afsluttet den første september havde McDonald’s således modtaget over 68.000 bud på nye burgere, hvoraf over 33.000 af disse deltog i selve konkurrencen.

Et resultat, der er cirka 60 procent højere end sidste års kampagne, og det overgår alle forventninger, lyder det fra Joachim Knudsen, marketingdirektør hos McDonald’s Danmark.

En halv million stemmer

Det er nemlig ikke blot mængden af burger-bud, der er steget. Antallet af stemmer, som afgør hvilke af de nye burgere, der skal på menukortet i restauranterne, har også overrasket. I 2012 modtog de konkurrerende burgere godt 200.000 stemmer i alt. Det tal er i år næsten tredoblet til over 550.000 afgivne stemmer.

- Vi er utrolig glade for, at så mange danskere har haft lyst til at medvirke. Det er vigtigt for os hele tiden at udvikle vores menukort, og her kan vi i den grad bruge MyBurger kampagnen. Med over 68.000 indsendte bud og en halv million stemmer, så har vi fået et rigtig godt billede af, hvad vores gæster efterspørger, fortæller Joachim Knudsen.

Den 17. september vil et dommerpanel, der bl.a. består af tv-kokken Claus Holm og en McDonald’s Facebook fans, bedømme de 10 mest populære burgere og udvælge tre vindere, der kommer på menukortet i løbet af november og december i alle landets McDonald’s restauranter.

MyBurger-kampagnen har hentet sin inspiration i Tyskland, hvor en tilsvarende kampagne har kørt med stor succes.

Det er bureauet DDB, der står bag såvel den tyske som den dansk-tilpassede kampagne. Det digitale bureau Razorfish har udviklet det omfattende website, der ligger til grund for kampagnen. OMD er mediabureau.

Deltag i debatten på Markedsføring.dk