Før Bandidos, før Black Army, før Mongols, før Satudarah, og længe før unge mænd med indvandrerbaggrund i Brothas og Loyal To Familia indledte en blodig konflikt på Nørrebro, blev den første bandekrig herhjemme udkæmpet på Amager. Det var i 1980erne, de rivaliserende grupper kaldte sig Bullshit og Hells Angels efter deres amerikanske biker-forbilleder, men bag rygmærkerne gemte sig pæredanske unge mænd som Henning og Jørn, med kaldenavnene Makrel og Jønke.
Krigen mellem Bullshit og Hells Angels var den første af sin art herhjemme, men lige så blodig, som det vi ser nu på Nørrebro. Godt nok var der ingen skud fra knallerter i ly af vintermørket eller formummede ansigter bag hættetrøjer og elefanthuer. Rockerne opsøgte i stedet hinanden på stamværtshuse rundt om i byen og slog hinanden ihjel eller til plukfisk på tæt hold med pistoler, knive og stoleben. Brutalt og chokerende, og ligesom i dag brugte politiet masser af forgæves kræfter på at bremse krigen.
