Længe før boksehandskerne endnu var trukket over knoerne, var opgøret mellem Manny Pacquiao og Floyd Mayweather døbt »århundredets boksekamp«.

Forventningerne var derfor tårnhøje, da de to superstjerner i weltervægt, tørnede sammen i MGM Grand Garden Arena i Las Vegas i begyndelsen af maj, og det kunne ses på økonomien. De to boksere tjente tilsammen 1,7 mia. kroner, og kampen indbragte 410 mio. dollar alene i de såkaldte pay per view-aftaler, hvilket slog alle rekorder.

4,4 mio. bokseglade fans verden over betalte mellem 89 og 99 dollar for at få adgang til kampen via pay per view, men mindst 32 af dem mener nu at have krav på op mod fem mio. dollar som følge af skuffelse over kampens ringe kvalitet.

Filippinske Manny Pacquiao boksede ifølge anklagerne så ringe, at det ikke vakte overraskelse, da han efterfølgende udtalte, at han var hæmmet af en skulderskade. Derfor mener de, at han ikke burde have bokset kampen og skuffet de betalende fans med et nederlag.

Men Pacquiao tabte kampen på point, og spørger man danske bokseeksperter, var det ikke Pacquiaos skulderskade, men derimod Mayweathers snilde og list, der gav amerikaneren sejren. Derfor er de søgsmål, fansene nu har indgivet også helt ude i hampen, mener formanden for Dansk Professionelt Bokseforbund, Jesper D. Jensen.

»Det her er noget, der kun sker i USA. I Danmark kan jeg jo ikke engang få en gratis biografbillet, hvis den film, jeg har været inde og se, var dårlig. Vi er ude i det sindssyge her. Det er ’only in America’,« siger han, og noget kan tyde på, at han har ret.

De fleste kender vandrehistorien om den amerikanske kvinde, der uforvarende lukkede sin kat inde i mikroovnen og gav den to minutter på »high« i den tro, at det ville tørre dens våde pels. Det fik også kattens blod til at bulderkoge, og da kvinden opdagede, at katten var død, sagsøgte hun mikroovnsproducenten fordi det ikke stod i manualen, at ovnen ikke fungerede som kattetørrer.

I et system som det amerikanske kan det faktisk lade sig gøre at tjene penge på, hvad der umiddelbart virker ulogisk, og det er dette system, som de foreløbigt 32 anklagere i, hvad der er døbt Pacquiao-sagen prøver at udnytte.

I USA lægger retssystemet vægt på, at det er producentens ansvar at angive, hvad man ikke må bruge et produkt til. Derfor er vejen banet for et søgsmål, hvis man som forbruger kan bevise, at man uforvarende har brugt produktet på noget, der ikke var meningen. Om det så er at barbere sig med en motorsav eller købe en TV-boksekamp, som viste sig dårligere end ventet, har ikke nødvendigvis den store betydning. Samtidig står advokater i kø for at servicere de sure kunder.

»Der er advokater i USA, som man i populært sprog kalder »ambulance chasers«. For eksempel kan de finde på at holde øje med et uregistreret hul i New Yorks veje og så vente på, at nogen kommer til skade netop dér. Herefter har de en god sag i de amerikanske system,« siger lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, Niels Bjerre-Poulsen.

Samtidig skal man som sagsøgende borger i USA ikke betale sagsomkostningerne, hvis man taber sin sag.

Vinder man den derimod har advokaten krav på en stor procentdel af erstatningssummen, hvilket ansporer både borgere og advokater til at anlægge sager i stort antal.

»USAs retssystem sikrer, at producenterne er påpasselige og årvågne med deres produkter. Det giver også forbrugerne en større magt, end vi har i Danmark, hvor nogle måske vil mene at erstatningssummerne er latterligt små i forhold til de latterligt store summer i USA,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

De mange mærkværdige søgsmål i USA giver ofte anledning til latter i Danmark, og det er ikke så underligt. Undersøgelser har vist, at danskere godt kan tillade sig at klage langt mere, end de gør.

»Der er helt sikkert flere sager i Danmark, som forbrugere kunne have vundet, men danskerne er ofte tilbageholdende med at klage,« siger jurist hos Forbrugerrådet Tænk, Lea Markersen.

Hun påpeger, at det danske klagesystem er indrettet med en række relevante klage- og ankenævn, som forbrugerne med fordel kan gå til for at få en behandling af tvisten.

»Vi kan stadig gøre klagesystemet bedre i Danmark, men i udgangspunktet er det system, vi har en fin løsning, og det er dét, der gør, at sagerne ikke kommer til domstolene,« siger hun