Med 2-2 i Farum ender Brøndby og FC Nordsjælland på henholdsvis fjerde- og sjettepladsen efter et intenst opgør, der baseret på underholdningen var en værdig afsked til Kasper Hjulmand og Nicolai Stokholm. Dermed missede Brøndby den teoretiske mulighed for bronzemedaljer, mens FC Nordsjælland ikke kommer i Europa.

Fire mål, en hektisk lydkulisse takket være gæsternes fans og indianerfodbold med et hav af chancer til følge. Der var masser at lade sig underholde af på Farum Park, hvor slutstillingen nemt kunne have været 4-4. Eller mere.

Det blev dog ved de fire scoringer fordelt mellem de to duellanter. Med fjerdepladsen er Brøndby klar til kvalifikationskampe om at komme med i Europa League.

Kampen agerede ramme om Kasper Hjulmand og Nicolai Stokholkms afdansningsbal. Cheftræneren og anføreren takkede på et velbesøgt Farum Park af efter henholdsvis seks og fem år i klubben. Førstnævnte tiltræder efter sommerferien som cheftræner i Bundesliga-klubben Mainz, mens fremtiden for 38-årige Stokholm endnu er uvis.

Hjemmeholdet lignede da også et mandskab, der var fast besluttet på at levere en værdig afsked.

Allerede efter tyve minutter stod det 2-0 til FC Nordsjælland. Kim Aabech løb i dybden og passerede Lukas Hradecky med en tunnel, hvorefter turboduoen Joshua John og Uffe Bech i skøn forening stod for 2-0 scoringen.

Brøndby havde brugt ugen op til kampen på flittigt at understrege vigtigheden af den fjerdeplads, som klubben indtil lørdag kæmpede med Esbjerg om. En plads, der betyder, at man indtræder i anden kvalifikationsrunde til Europa League. Med pointstraffen til Esbjerg på grund af ulovlig brug af Ryan Laursen var fjerdepladsen dog allerede sikret lørdag, og bedømt ud fra kampens indledende 20 minutter var det en sovepude for de blå-gule.

Det var ellers ikke fordi, at Brøndby med den sikrede fjerdeplads ikke havde noget at spille for. Med en sejr over FCN og et nederlag til FC København i Parken ville bronzemedaljerne være i hus. Desuden havde holdet en blå-gul hær med til Farum, der sørgede for en imponerende lydkulisse. De sørgede for ekstra decibel til lydmåleren, da Jose Ariel Nunez reducerede efter et fornemt gennembrud af Thomas Kahlenberg. Det blev fejret med en kaskade af romerlys fra gæsternes fans, hvilket fik kampens dommer Peter Kjærsgaard-Andersen til at afbryde opgøret i et par minutter.

Nunez havde allerede i kampens indledning ramt stolpen, og efter pausen burde Martin Ørnskov have forvaltet en hovedstødschance bedre. De største chancer tilfaldt imidlertid FC Nordsjælland. Et hovedstød fra Kim Aabech og en afslutning fra Joshua John kunne ligeså godt være gået i kassen, men i stedet opsnappede Thomas Kahlenberg kuglen efter en fejl fra Patrick Mtiliga. Et langt løb og en lidt heldig tværpasning senere havde Alexander Szymanowski udlignet.

Herfra var det ren indianerfodbold med chancer til begge mandskaber, men flere mål kom der ikke flere. I slutfasen blev det i stedet til stående bifald ned mod den udskiftede anfører Nicolai Stokholm.

Fjerdepladsen er Brøndbys bedste siden sæsonen 2010/2011, hvor de blå-gule vandt bronze.