Den nuværende aftale med Hummel udløb oprindeligt i sommeren 2017, men den aftale er nu forlænget frem til sommeren 2022.
Hummel leverer som del af aftalen spille- og træningstøj til alle hold i Brøndby IF - helt fra superligamandskabet ned til de aller yngste årgange i klubben
»Den nye aftale med Hummel er historisk stor og passer som fod i hose med vores strategi, da den understøtter vores strategiske fokus i samarbejdet med vores partnere. I det nye partnerskab kommer vi sammen med eksperter fra Hummel til at arbejde endnu tættere sammen om innovation og produktudvikling af trænings- og spillertøj, der skal understøtte vores strategi om presfodbold og øget digitalisering,« siger Henrik Reichel Bartholdy, der er kommerciel direktør hos Brøndby IF, i meddelelsen.
»Dette betyder, at det ikke blot økonomisk - men også strategisk - er en historisk vigtig aftale for os,« fortsætter han.
Der offentliggøres ikke nogen økonomiske detaljer for samarbejdet.
Hummel har været tøjsponsor for Brøndby IF siden 2012.