At have en bror får nok nogle genetiske klokker til at ringe i de flestes hoveder. I det korte ord ligger der nemlig en forståelse af, at man deler forældre - eller i hvert fald en mor eller en far.

Men den unikke relation bygger ikke nødvendigvis på fælles genetik eller et efternavn. Men på et specielt sammenhold og en kemi, der går langt tilbage, vurderer eksperter.

Allerede i det gamle western snittede indianerne sig i hænderne og blandede blod, for at understrege det særlige bånd til deres åndsfrænder.

I dag hører vi oftere og oftere mænd kalde hinanden »bro«, mens udtrykket »brother from another mother« også har vundet indpas og vidner om stærk broderlig tilknytning på trods af, at man ikke deler DNA.

»I det øjeblik man har en bror, har man en anden tillidsforståelse, en ven vil man gå gennem ild og vand for - en bror vil man dø for,« siger sømandspræst og tidligere feltpræst Kim Jacobsen.

»Brødreforholdet bygger på en forståelse af, at blodsbåndet, om det er der eller ej, i ånden er eksisterende. Vi kender det allerede fra Paulus og senere fra munke- og klosterordnerne, der direkte kalder medlemmer af kirken for brødre og søstre«.

{embedded type="node/webtv_link" id="30700861"}

23-årige Niels Gerner og 26-årige Marian Cobzaru, blev brødre da de var fem og otte år. De deler ikke udseende, gemyt eller forældre, alligevel er de brødre - og ikke et sekund i tvivl om, at deres relation er lige så tæt, som hvis de havde delt forældre.

De deler nemlig én meget vigtig ting, der definerer deres broderskab; historie.

Ganske ulig Niels Gerner havde han lavet ballade ved at hugge sin mors sportsvogn. Det faldt ikke i god jord. Men selv om der ikke var skyggen af tvivl om, hvem der havde bedrevet ugerningen, var det Niels Gerners bror, Marian Cobzaru, der fik mest skæld ud.

»Det plejer at være ham, der laver sådan noget. Og vores mor var virkelig sur. Men dagen efter ringede hun til mig og sagde, at nu hvor jeg havde givet hende blomster, var det nok et tegn på, at jeg angrede. Jeg anede ikke, hvad hun talte om, før Marian ringede og sagde, at jeg skyldte ham 200 kroner,« siger Niels Gerner.

»Du gjorde det fordi, du skulle imponere en pige,« siger Marian Cobzaru.

»Jeg skulle vist imponere flere,« siger Niels Gerner.

Det er netop historier som denne, der binder de to drenge sammen. Genetisk har de - i modsætning til de fleste andre brødre - intet tilfælles, ligesom deres forældre heller ikke juridisk er de samme.

Niels Gerner er opvokset med sin storesøster og sine forældre i rolige omgivelser og dansk familieidyl på Falster. Marian Cobzaru stammer fra Rumænien, hvor han har trådt sine barnesko på forskellige børnehjem.

Alligevel er det i dag de samme to mennesker, Niels og Marian kalder for mor og far, og de er også enige om, at de er brødre helt ind til benet.

Det er der heller ikke noget til hinder for.

Broderskabet, som det ubrydelige bånd vi kender det fra Astrid Lindgreens »Brødrene Løvehjerte«, fra filmsuccesen »Brødre« eller måske fra vores egen hverdag, er nemlig ikke betinget af, at man deler forældre.

De gener, vi deler med vores biologiske søskende, har nemlig ingen umiddelbar betydning for vores forhold til hinanden. Det påpeger Weekendavisens videnskabsjournalist Lone Frank, der er forfatter til bogen »Mit smukke Genom«, hvori hun gennem en kortlægning af sin egen genmæssige arvemasse finder ud af, hvilken betydning vores gener egentlig har for vores tilværelse.

»Vi deler cirka halvdelen af vores gener med vores søskende. Biologisk set er det, det tætteste slægtskab man kan have, bortset fra hvis man er identiske tvillinger. Men der står ikke nogle steder i vores gener, at vi er bundet sammen af den grund. At der ligger noget mere, og noget særligt i at være brødre er udelukkende en kulturel fortolkning,« siger Lone Frank.

»Det piner folk, når de tilfældigvis ikke kan lide deres familie, fordi der ligger en samfundsmæssig forventning til, at det ikke skal være sådan. Så man prøver alt muligt, men det eneste genetiske, der gør sig gældende, er egentlig, at man har nogle ligheder med hinanden. Og de har ingen betydning for, om vi kan lide hinanden som mennesker eller ej«.

Niels Gerners og Marian Cobzarus broderskab startede, da Marian Cobzaru i en alder af otte år kom til Danmark som feriebarn hos Gerner-familien.

Til at starte med kom han bare et par gange om året, men efterhånden som familien, og særligt de to drenge, blev tættere og tættere, blev det sværere at undvære hinanden.

»Lige fra start af har der været en stærk følelse af, at vi hang sammen, og at der var nogen heroppe, der havde min ryg. Det gør noget specielt ved én at vide, at man har en bror. Og jeg har altid varmet mig ved tanken om, at det var Niels, der var den, der første gang tog imod mig i Danmark,« siger Marian Cobzaru.

Han husker tydeligt, hvordan hans og Niels Gerners noget utraditionelle broderskab begyndte.

»Jeg kan slet ikke huske noget fra flyveturen eller lufthaven eller busturen fra lufthavnen til parkeringspladsen på Falster, hvor jeg blev hentet. Det første, jeg husker, er faktisk Niels. Han stod med flag og ventede på mig. Da vi kom hjem, tog han mig med ind på sit værelse for at lege med Briotog. Vi forstod ikke hinanden, og jeg var ret genert, men som børn finder man jo hurtigt ud af det med hinanden,« siger Marian Cobzaru.

Det er ikke kun mindet om de to brødres møde på en parkeringsplads på Falster i midten af 90erne, der står klart i hukommelsen.

For selv om den dag har været altafgørende for deres broderskab, er der særligt en anden ting, som de begge er stensikre på, har været med til at binde dem sammen som brødre frem for venner; Marians Cobzarus baggrund og uvisheden om, hvornår og om han ville blive sendt tilbage til Rumænien.

»Jeg kommer fra et meget sårbart miljø, hvor man kun var sig selv, selv om man altid var omgivet af en masse andre børn på børnehjemmet. Det er svært at fortælle andre, hvad det er, jeg kommer fra og har oplevet, men Niels har oplevet det hele med mig, og han har set det, jeg kommer fra. Den historie udgør en relation, som er ret unik, og som man ikke har til sine venner,« siger Marian Cobzaru.

Det er netop denne relation bygget op om en opvækst med en fælles kamp for at beholde sin nye bror og helt traditionelle drengestreger, der gør, at Niels og Marian i dag ikke tøver med at kalde hinanden for brormand på trods af det manglende blodsbånd.

Og ifølge psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard er den relation, vi har til vores søskende netop betinget af, hvor tæt man er blevet knyttet gennem sin opvækst.

»Et broderskab handler jo helt grundlæggende om, hvor tætte man har været i sin opvækst. Hvis der har været en stemning i barndommen, af at der har manglet engagement mellem børnene. Så kan det være svært for brødrene at bære det med sig ind i deres voksenliv. Det handler altså om, hvor godt vi kan lide hinanden, om der er kemi, og om vi gider at bruge tid på hinanden,« siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hun peger på, at der groft opdelt findes tre forskellige slags søskendeforhold: De meget tætte, der ser hinanden af lyst. En mellemgruppe; der kun ser hinanden til fødselsdage, jul og højtider, men ellers ikke ses. Og en tredje kategori hvor der er decideret uvenskab, og hvor man ikke har noget med hinanden at gøre.

»Ens forhold til sine brødre er i høj grad præget af, om man passer sammen personlighedsmæssigt. Der er mange brødre, der har et massivt konkurrenceforhold, hvor de fører kamp i hierarkiet, men kærligheden ligger stadig inden under, og det er det, der gør forholdet unikt. For der ligger altså stadig den her følelse af, at man vil gøre alt for hinanden,« siger Camilla Carlsen Bechsgaard.