Det hele begyndte med en kronik.
12-årige Anna Viola Westberg stillede skarpt på den danske folkeskole, efter at hun i fire år havde gået på en amerikansk skole.
»Det er ikke min mening at være enormt kritisk, men altså, hvorfor i alverden er skolen i Danmark så nem?« spurgte hun i en kommentar, som blev bragt i Berlingske tidligere på måneden.
Siden har en række artikler fokuseret på det danske skolesystem, og i denne artikel sammenligner vi direkte en engelsk folkeskole med en dansk. For hvor forskellig er vores tilgang til indlæring egentlig i forhold til den måde, de gør det på i udlandet?
Det hjælper en dansk og engelsk folkeskole os forhåbentlig med at finde svaret på. Begge skoler er gratis, begge ligger i velhavende forstæder til deres respektive lands hovedstad med sammenlignelig demografi, og begge har skyhøje forventninger til elevernes præstationer. Men griber de det an på samme måde?
Find ud af det herunder, hvor Skovlyskolen i Holte og The Vineyard Primary School fra Richmond redegør for deres værdier og beskriver en normal skoledag.
Ligeværd, demokrati og respekt for børnene
På Skovlyskolen kombinerer man høje forventninger til børnene med blødere værdier for at skabe små, hele mennesker, fortæller skoleleder Ole Stavngaard.
"Overordnet prøver vi selvfølgelig at lægge vægt på de nye værdier, vi skal arbejde med i forbindelse med folkeskolereformen, nemlig at udfordre den enkelte elev, der hvor den enkelte elev er og udfordre den enkelte elevs potentiale. Det vil vi virkelig gerne og forsøger efter bedste evne at gøre det sådan."
"Det ligger os fjernt at lade tingene stå til og være ligeglad med om den enkelte elev lærer noget. Vores lærere er ambitiøse på elevernes vegne, og det mener jeg, de bør være på alle folkeskoler, for det betyder, at eleverne bliver udfordret efter deres potentiale.«
»Når jeg tænker på denne skoles værdier, er det første ord, der falder mig for, »ligeværd«. Jeg går ind for, at man skal behandle hinanden ligeværdigt. Ligeværd betyder, at der skal være plads til os alle sammen, og vi skal behandles lige som de mennesker, vi nu engang er. Dernæst er en demokratisk tilgang til tingene også en værdi, vi lægger stor vægt på."
"Jeg vil gerne have, at man har en ordentlig adfærd over for hinanden og behandler hinanden ordentligt, og det har jo også meget med demokrati og ligeværd at gøre. Samtidig vil vi også sørge for at tage eleverne alvorligt, og det gør man bedst ved at udfordre dem. Det værste, man kan gøre, er ikke at tage børnene alvorligt, for så møder de heller ikke de udfordringer, de har godt af at få. Det er nok en af de største misforståelser – især i folkeskolen – at man ikke stiller krav til eleverne, og det er simpelthen respektløst at lade være."
"Det er tiltagende i vores undervisning, at det er eleverne, der arbejder aktivt. Det er meget vigtigt for os, at eleverne er engagerede i undervisningen, for der er stor forskel på undervisning og læring. Du kan undervise nok så meget, uden at eleverne lærer noget som helst. Jeg er klar over, det er banalt, men ikke desto mindre er det rigtigt, når jeg siger, at lærerne skal sørge for, at eleverne er aktive i forhold til læringsprocessen. Hvis ikke de er det, giver det ikke nødvendigvis nogen læring for børnene."
"Den klassestyrede, gammeldags undervisning benytter vi os stadig af, men det skal bare ikke fylde det hele, fordi så bliver det ikke inspirerende for eleverne, da det er dem, der skal aktiveres."
"Nogle danske skoler har en eller anden form for pædagogisk religion, hvor mantraet er, at alle skal gøre det samme. Sådan fungerer det ikke her. Det er rigtig vigtigt, at den enkelte lærer kan begrunde, hvorfor han underviser, som han gør, og det dermed medfører læring. Lærerne skal kunne stå inde for den metode, de anvender."
Elever skal indfri deres faglige potentiale
På den engelske folkeskole The Vineyard er skoleinspektør Mrs. Judy Pearse ikke i tvivl om, hvad der er vigtigst for børnene. Effektiv indlæring på alle niveauer.
"Vineyard Primary School går meget op i at opretholde en balance mellem høj faglig stræben i de akademiske fag, såvel som en høj standard inden for de kunstneriske og mere frie fag. Gennem dette fine partnerskab mellem kreativitet og struktur forventer vi, at alle vores elever får mest muligt udbytte af den tid, de tilbringer på skolen og indfrier det faglige potentiale, de hver især besidder."
"Udover vores egne forventninger er det også sådan, at alle engelske skoler bliver vurderet af kontrollanter fra myndighederne, som årligt udgiver rapporten OFSTED. Den kan forældrene gå ind og læse i og se, hvor godt skolerne klarer sig på en hel række parametre. Det overordnede mål med rapporten er at synliggøre, hvor dygtige de enkelte skoler er til at få eleverne til at opnå de bedste færdigheder i deres skoleliv. Det er The Vineyard rigtige dygtige til, og æren tilskriver jeg vores højtuddannede og ikke mindst yderst dedikerede lærerkorps."
"Vi arbejder med et dobbelt fokus på The Vineyard. Dels vil vi sørge for, at de svage elever når til et udfordrende niveau, når de er færdige på skolen. Samtidig sørger vi for, at de dygtige elever får lov til at udvikle deres faglige evner, så langt de kan – oftest langt ud over det pensum, de skal kunne, når de forlader The Vineyard."
"Nationaløkonomier som den britiske afhænger i høj grad af at kunne udnytte en arbejdsstyrke, som er fagligt dygtige, men også kreative og med et godt øje til at løse problemer. Derfor er vi også stolte af, at alle elever, både de boglige, de matematiske, de aktive og kreative kan finde en niche at excellere i på The Vineyard."
"Vores lærere benytter sig af en bred vifte af undervisningsmetoder, alt efter hvad der virker bedst for børnene i de forskellige undervisningssituationer. I nogle situationer er den bedste løsning at arbejde med hele klassen, andre gange arbejder børnene i små fokusgrupper, og en helt tredje måde at gøre det på er differentieret undervisning på individuelt plan."
"Vi forventer, at lærerne konstant vurderer, hvad der er bedst for børnene – helt ned på timebasis, både i og mellem de enkelte lektioner. På den måde får hver enkelt elev mest muligt ud af undervisningen dagligt, fordi alle misforståelser bliver rettet prompte. Børn, der finder stoffet for svært, får straks den hjælp, de behøver, mens de børn, som har det for nemt hurtigt får mere udfordrende opgaver.
"Vi er klar over, at det kan være meget indviklet for lærerne, men det er simpelthen afgørende vigtige evner at besidde, før vi kan sikre, at alle børn – uanset hvilket niveau, de befinder sig på – oplever fremskridt i indlæringen."
Oversat af Esther Margrethe Lynard