Britisk skandalekunstner gæster Danmark
Kunstmuseet Arken indvier ny sal opkaldt efter Damien Hirst - den engelske kunstner der blev berømt for sit syltede får.
Kunstmuseet Arken indvier ny sal opkaldt efter Damien Hirst - den engelske kunstner der blev berømt for sit syltede får.
Den verdensberømte britiske billedkunstner Damien Hirst gæster Danmark.
Det sker i forbindelse med, at en hel sal på Kunstmuseet Arken bliver fyldt med værker af Damien Hirst, der i begyndelsen af 1990erne begyndte at vække opsigt i britisk kunst. Blandt meget andet gennem et værk bestående af et får nedsænket i formaldehyd.
Takket være en generøs donation fra The Merla Art Foundation - stiftet af Dennis og Jytte Merla Dresing - får Kunstmuseet Arken ny en række værker af den britiske kunstner. Der er - ifølge museet selv - tale om en af de største donationer i dansk museumshistorie, siden ingeniøren og kunstsamleren Johannes Rump i 1928 donerede sin Matisse-samling til Statens Museum for Kunst.
Damien Hirst, der er født i 1965, er den mest centrale skikkelse i yBa - young British artists - der fik en voldsom succes i 1990erne og opnåede både at blive kendt i brede kredse, anerkendt af fagfolk og blive solgt til astronomiske priser. The Sunday Times anslog i fjor hans personlige formue til at befinde sig på den fornuftige side af 200 millioner - britiske pund.
Hirst har modtaget Turner-prisen - en af de internationalt set mest prestigefyldte anerkendelser for samtidskunstnere. Han er repræsenteret i førende museer verden over. På Tate Britain i London blandt andet med en komplet kopi af et apotek. Han må anses for at være en af sin generations mest fremtrædende kunstnere.
Karrieren tog fart, da han i 1988 - mens han stadig gik på kunstskole - arrangerede en ny skelsættende udstilling - Freeze - med nogle af sine akademikammerater og sig selv i en bygning ved havnen i London.
Udstillingen blev set af nogle af de mest magtfulde mænd i international kunst. Nicolas Serota, der er bestyrelsesformand for Tate, og Charles Saatchi, der i flere på hinanden følgende omgange har drevet et af de mest succesrige gallerier og udstillingssteder i London, hvor Damien Hirst da også har udstillet.
Tirsdag åbner Arken rummet med Damien Hirst.