Frankrig står til at miste endnu et national-ikon efter Gerard Depardieu torsdag accepterede et russisk statsborgerskab fra Ruslands præsident Vladimir Putin i vrede over den franske regerings planer om at hæve skatten for de rigeste i landet.

Fredag var den så gal igen, og denne gang var det skuespillerinden Brigitte Bardot, der truede med at forlade Frankrig til fordel for Rusland, hvis planerne om at aflive to elefanter i en zoologisk have i Lyon bliver ført ud i livet. Det skriver CNN.

Bardot, der også er forkæmper for dyrevelfærd, har appelleret til den franske præsident Francois Hollande om at gribe ind over for den planlagte aflivning af de to elefanter Baby og Nepal. Begge elefanter har tuberkulose, men Bardot sagde i et interview til den franske avis Le Parisien, at med den rette lægehjælp og behandling kunne de to elefanter sagtens reddes.

Det er endnu uvist, om Putin vil give Bardot et russisk pas, hvis elefanterne på trods af skuespillerindens trusler alligevel skulle blive aflivet.