Der bliver lyttet og noteret, mens Knut Blakset underviser i det store lokale i et fabrikskvarter i Gladsaxe. »Vi har styrke til udgang,« siger han f.eks. fra sin plads ved whiteboardet, mens han forklarer nogle mulige bridge-moves, og så siger han noget andet, der lyder som det rene volapyk for folk, som ikke kender spillets regler, og så griner forsamlingen. Som tilsyneladende også godt forstår, hvorfor man »ikke må forbigå en fire-farvet major«. Der bliver spurgt til Nord og Syd, og eleverne i deres bedste alder svarer i øst og vest. Ved hvert bord sidder fire mennesker, som lige om lidt skal i gang med at spille, og der er store forventninger i luften.
Knut Blakset og broderen Lars har siden 1998 drevet Blaksets Bridgecenter, der i dag har syv fuldtidsansatte, og som hvad medlemmer angår, angiveligt er verdens største. Som udefrakommende novice med hjernekapacitet, der lige til nød kan overskue et spil Uno, hvis modspillerne er under fem år og overtrætte, kan det undre, hvad der får folk til at møde op her uge efter uge for mellem klokken 18.30 og 22.30 at spille bridge.
Det er ikke billigt – 2.000 kroner for fire måneder, og 3.600 for en hel sæson – og det lader bestemt ikke til at være nemt at lære. Godt nok gør handicap-systemet, at man efter ca. et år godt kan spille med nogen, der har mange års erfaring. Men fra man starter på begynderholdet, til man er en erfaren spiller, går der et par år, hvor man i mellemtiden bl.a. har læst den 489-siders lange lærebog med temaer som »ny farve i defensiven er ikke rundekrav« og »enhver melding efter en svag støtte eller præference fra makker er en stærk melding«.
Umiddelbart lyder det, som når en samtale hos parterapeuten er gået i hårknude. Og nu vi er ved par, så fraråder Knut Blakset altid, at man er makker med sin ægtefælle, for så kan det simpelthen ende i skilsmisse. »Selv om folk spiller på hyggeplan, pumper adrenalinen jo, og af og til må jeg ind og dæmpe gemytterne, for der kan fare en djævel i selv folk, der er søde og venlige. Hvis du har anlæg for temperament, så kommer det frem i bridge.«
Hvis man starter til bridge uden makker, sørger Knut Blakset for at sætte en sammen med en prøve-makker, men af og til viser hans match-making sig alligevel at være forkert, og der er ligefrem makkere, der kommer op at skændes, eller folk, som tager et halvt års pause, fordi de ikke bryder sig om at sige ligeud til makkeren, at de gerne vil udskifte ham eller hende.
Den ulmende fyrighed kan ikke umiddelbart ses, når man skuer ud over de koncentrerede ansigter, der holder kortene tæt ind til kroppen, mens der sippes te og suttes bolsjer. Cardiganerne hænger over de kobolt-farvede 80er-stole, den glidende overgang hænger på næsen, og antennerne stritter ned mod spillebordene og over mod makkeren.
Men i det stille vand går de grumme fisk som bekendt, og under turneringen, hvor parrene bytter bord efter hver fjerde spil på syv minutter, sidder Knut Blakset i sit kontor og kigger ud gennem en stor glasrude mod spillerne. Han er turneringsleder, med bridge-lovbogen ved sin side, og af og til kommer nogen ind for at få hjælp, når der er uoverensstemmelser. Og det sker, lige som man på diverse bridge-hjemmesider kan se, at dette folkefærd er let antændeligt, hvis der f.eks. er nogen, der ikke følger reglerne.
Knut siger da også, at der er ret mange advokater blandt spillerne, og så kan man tænke over, om det er fordi, deres hjerner er trænede i at overskue spillet mange træk frem, eller om spillet appellerer til folk, der gerne vil have ret ... Selv begyndte Knut og broderen at spille, da de var teenagere, og det var bare, fordi det var sjovt.
»Dengang var det en sport for cigarrygende herrer og damer med blåt hår,« fortæller han.
Sådan er det ikke længere, og på Blakset Bridgecenter er der over 2.000 spillere fordelt på 30 forskellige hold om ugen. Udefra ser stedet ikke ud af meget, men indenfor er et kæmpe areal med fire lokaler, ryge-stue og café, og det er her i dette kvarter med bilforhandlere og kontorer, at prins Henrik kommer, når der er store turneringer, og hvor der er et hold, der kaldes »Juvel-klubben«, fordi damerne har så mange smykker på, at det kan være svært at holde et sæt kort.
Men når man kigger ud over den koncentrerede forsamling på væg-til-væg-tæppet, ser man fortrinsvis mænd og kvinder over 40, som ser ret normale ud. Og der er umiddelbart ingen tegn på forestående slagsmål.
»Man bevarer nok høfligheden længere, når man har en makker, man ikke kender privat,« siger Knut Blakset, »men det kan altså være virkelig frustrerende, når han eller hun ikke kan se, hvad det er, man spiller hen imod. De fleste bridgespillere overvurderer sig selv, og ni ud af ti vil nok mene, at de er bedre end deres makker!«
Det med makkeren er vigtigt, når der spilles bridge i skolen, fortæller Morten Bilde, formand i Dansk Skolebridge. Han har arbejdet for, at spillet blev en del af valgfagene i forbindelse med skolereformen, og siden det skete i 2015, er over 50 skoler hoppet med på kortbølgen.
»Det træner koncentrationen, man lærer at kommunikere og samarbejde med en makker, og det styrker de sociale kompetencer,« siger Morten Bilde begejstret, og hvis man alligevel skulle tvivle på graden af begejstring, bliver man overbevist, når han fortæller, at han for to år siden sagde sit gode software-job op for at leve af konens nåde og glæden ved at udbrede bridgespillet til skolebørn i alle aldre. Og han er ikke alene om passionen, for det har landet over vist sig nemt at finde frivillige bridgespillere, der stiller op for ulønnet at lære børnene grundreglerne.
»Lærerne oplever, at eleverne bliver bedre til at sige »os« i stedet for »mig-mig-mig«, og at de bliver glade for at lave noget, som ikke er så selvfokuseret,« siger Morten Bilde – og sådan har han det også selv.
»Jeg har fået et stort socialt netværk, og hvis jeg løber ind i en udfordring i mit liv, så kender jeg altid en fra mit bridge-netværk, der kan hjælpe med et godt råd. Og det er et fantastisk spil, for man er aldrig udlært. I dag kan verdens bedste skakspiller ikke slå den bedste skak-computer, men sådan er det ikke med bridge, for en computer har ikke det psykologiske aspekt og forstår ikke at tage chancer på samme måde som et menneske.«
Hvis man antyder, at bridge måske er en lille smule nørdet, svarer han:
»Bestemt ikke. Poker bliver jo heller ikke betragtet som nørdet, men det er fordi, der er så mange penge indblandet. Gus Hansen (verdenskendt, dansk pokerspiller, red.) deltog i vores juniorcamp for nylig for at fortælle, hvorfor han elsker bridge, og hvorfor det på mange måder er mere fascinerende end poker.«
Mange nævner, at de kommer i en bridgeklub på grund af det sociale. Fordi man skifter bord efter hvert spil, kommer man i kontakt med rigtig mange mennesker på en aften. For eksempel har det hjulpet 44-årige Martin Kaltofte, som er tidligere soldat og lider af PTSD.
»Jeg er nok blevet lidt socialt handicappet, men bridge er en af de få ting, der kan få mig ud blandt andre mennesker, og det er for mig et helle, hvor jeg slapper af og ikke tænker over de ting, jeg går og tumler med til hverdag,« fortæller han. Han kan godt lide, at man møder folk i alle aldre, og at man træner sig i at tænke logisk og taktisk.
»Jeg startede for et år siden, da jeg egentlig bare skulle hente en ven her på bridgecentret, og pludselig befandt jeg mig i et rum med begynderholdet. Og nu hygger jeg mig virkelig med det.«
Journalist Mette Bennike begyndte til bridge, da hun på grund af en skade måtte sætte sit tennisspil på pause. Hun savnede at dyrke noget konkurrence.
»For mig er der mere mindfulness i bridge, end i f.eks. yoga, for man kan simpelthen ikke tænke på andet, når man spiller,« siger hun.
En spiller kommer ind og siger, at hun ikke kan finde det 13. kort i sin åbningshånd, og Knut Blakset må ud og hjælpe hende. Når aftenen er omme, printer han alle resultater ud, og vinderne bliver læst op.
»Og det er de færreste, der er ligeglade med, om de vinder eller taber. Hvis man har en aften, hvor man shiner, og måske endda får ros fra makkeren, så er den aften jo reddet.«