Da delingsfører Henrik Madsen fik melding om, at hans faste chauffør, Brian Juul Nørlev Andersen, var blandt de tre dræbte soldater i den alvorlige missilulykke i Kabul i 2002, tænkte han først: ”Hvad lavede han så tæt på?”
Da delingsføreren derefter fik at vide, at Brian Juul Nørlev Andersen - eller ”Julle”, som alle kaldte ham - var sprunget til, da tyske soldater bad ham om at give en hånd, tænkte Henrik Madsen: ”Ja, selvfølgelig.”
At ”Julle” skulle miste livet, fordi han i et anfald af venlighed kom til at stå det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, var næsten for indlysende. Den unge sydsjællænder var hjælpsomheden selv, og manglende nogen i delingen noget, skulle de bare gå til ”Julle”; så løste han problemet.
”Han havde en herlig krejlermentalitet og kunne skaffe det mest utrolige. Han holdt sig gode venner med alle og sørgede for at have lidt ekstra med i bagagen. Når vi så stod og manglede noget, kendte han altid en eller anden, som han lige kunne spørge, eller også kunne han bytte sig til det,” fortæller Henrik Madsen. Han er i dag kaptajn ved Ingeniørregimentet i Skive. Dengang for otte år siden var Madsen premierløjtnant og fører for det allerførste hold af danske ingeniørsoldater i Afghanistan: den lille gruppe af erfarne mineryddere. Han havde selv samlet holdet; de fleste folk, han kendte fra tidligere udsendelser til Balkan eller Afrika, og han gik målrettet efter at få Brian Juul Nørlev Andersen som sin chauffør.
”Jeg vidste, at med ham ved min side ville alting fungere, som det skulle, og det beviste han allerede den første gang, vi skulle ud at køre. Da jeg kom ud til bilen, havde han lagt chips og en cola ind ved siden af førersædet. ”Er det ikke sådan, du vil have det,” spurgte han og grinte. Vi havde været i lejren i et halvt døgn. Jeg forstår stadig ikke, hvordan han vidste, hvor han kunne finde sådanne ting,” siger Henrik Madsen.
Det var også ”Julle”, som byggede den uhyre primitive lejrs første egentlige bruser. Med en to hundrede liters olietønde, et varmeapparat og en kompressor, som han byttede sig til. ”Han tænkte hele tiden på andre end sig selv. Han var ganske enkelt uundværlig for vores lille deling,” siger Henrik Madsen.
Evig flamme
Folk i den lille by Ørslev ved Vordingborg kan fortælle, at et lille lys har brændt uafbrudt på kirkegården siden Brian Juul Nørlev Andersens begravelse i marts 2002. Det er hans mor, Lone Andersen, som holder hans gravsted. Ingen kan huske et tidspunkt, hvor lyset har været gået ud. I parcelhuset, hvor Brian tilbragte hele sin barndom og tidlige ungdom, hænger der billeder af ham overalt i stuen. Brian som lille. Brian med soldaterkasket. Brian med sin søster Anne. Brian med nevøen Frederik, som forgudede sin onkel, der gik i sejt camouflagetøj og kørte store biler. Hans forældre, Lone og Peter Andersen, har smurt et par madder og sat vand og kaffe på bordet. Familiens fotoalbum ligger der også. Selv om det nu er otte år siden, er det stadig svært at tale om tabet, så billederne er til stor hjælp. De fortæller hver især bedre end mange ord historien om en dreng, der er vokset op i trygge rammer.
Dér er han som stor knægt på sofaen med sine hunde, Sepp og Bobo, omkring sig. De tre var tæt forbundne. Når Brian var med ude, tog han ofte rester fra middagen med hjem til dem. Til hans egen studenterfest var det skroget fra et vildsvin. Og da Brian døde, blev Sepp så ulykkelig, at den begyndte at slæbe på benene.
Dér, på det næste billede, står far og søn - ranke, solbrændte og sportstrænede - under en ferie, hvor turen blandt andet gik til Disneyland i Paris. Og dér, på det mest charmerende billede, er Brian ikke mere end en ung teenager. Det er taget på en dansk sommerdag under blå himmel på den stille vej mellem alle parcelhusene, hækkene og i baggrunden en parabol på taget. Brian kører koncentreret på sin kortskaftede Long John og har sin jublende mor på ladet. Den cykel blev nærmest en institution i familien; når Brian ikke brugte den til at køre ud med aviser, gav han ofte naboungerne eller sine bedsteforældre en køretur.
International mission trak
Brian prøvede stort set alle idrætsgrene, som Vordingborg og omegn kunne byde på. Svømning, gymnastik, håndbold. Efterhånden brugte han mere og mere tid i skydeklubben, hvor han blev en habil skytte med langbaneriffel, indtil han flyttede fra byen og begyndte sin karriere i først hjemmeværnet og siden militæret.
Efter sin HTX-eksamen overvejede Brian at blive tømrer. Men han meldte sig først frivilligt til militærtjeneste hos Jyske Ingeniørregiment i Randers.
”Han meldte sig nok direkte til at komme med på en international mission. Det var det, som trak i ham,” fortæller Peter Andersen. Sønnen kom allerede året efter, i 1996, med til Bosnien. Kammeratskabet, udfordringerne og muligheden for at hjælpe andre fik ham snart til at droppe alle tanker om at blive tømrer. De efterfølgende år bød på nye udsendelser til igen Bosnien og siden Eritrea og endelig i 2002 Afghanistan på det første danske hold.
Især hans mor havde det svært, når han rejste ud: ”Jeg troede hele tiden, at han ville blive slået ihjel.” Efter Eritrea begyndte Brian, der nu var midt i tyverne, at fortælle sine forældre og venner, at han var begyndt at tænke på en fremtid uden for forsvaret. Han kunne godt tænke sig et mere roligt liv - med en pige og eget husmandssted, måske børn, og i hvert fald mere tid hjemme. Han snakkede om at blive skovfoged; noget hvor han kunne tilbringe dagen ude i naturen. Men kort før jul 2001 - bare tre måneder efter terrorangrebene på USA den 11. september - ringede Henrik Madsen og bad ham om at tage med til Afghanistan. ”Havde det været enhver anden, som havde ringet, ville Brian nok have sagt nej, for han havde besluttet sig for, at det skulle være slut med de internationale missioner,” siger Peter Andersen: ”Men når det var Henrik, og det var hans gamle hold, der var på vej ud, var der ingen tvivl. Så stillede han op. Og vi trøstede os med, at han jo ikke skulle ud og rydde miner, men fungere som Henriks chauffør.”.
Ikke uddannet til rydning
Den 6. marts 2002 berettede nyhederne om en alvorlig ulykke i Afghanistan, hvor tre danske og to tyske soldater skulle være omkommet. Venner og familie begyndte at ringe til Lone og Peter. Alle var bekymrede, og det blev værre og værre, som dagen skred frem, uden at de hørte fra hverken Brian eller Forsvaret. Klokken 18.15 bankede det på døren, og i samme sekund vidste de, at deres søn var blandt de døde.
Brian var ikke uddannet til minerydning. Han befandt sig kun på sprængningspladsen i Kabul, fordi han havde fjernet ueksploderet ammunition fra danskernes lejr og køre det til destruktion. Da to tyske soldater spurgte, om han kunne give en hånd med på deres arbejde med at skille et russisk missil ad, gik det galt. Der skete en eksplosion. Brian blev slynget bagud mod en betonkant og dræbt på stedet.
Årene siden ulykken har været svære for familien i Ørslev. ”En del af mig er gået bort,” lyder det fra Peter. Lone tænker tit på, hvad Brian dog lavede ude ved ulykkesstedet. Ulykken virker så meningsløs, synes hun. Hun har det værst, når hun hører om nye faldne i Afghanistan. ”Så kører hele filmen igen, og jeg tænker på de stakkels forældre, som nu skal igennem det samme helvede, som vi har været. Det er ikke til at holde ud.”
De ved begge, at de ikke havde nogen mulighed for at holde deres voksne søn hjemme. Han ville af sted, og de kunne ikke tale ham fra det. Lone forsøgte, men forgæves: ”Hvis det bare havde været et spørgsmål om penge, havde jeg gerne solgt huset og var flyttet ud på en pløjemark. Jeg ville give alt for at få min søn igen.”
