Der blev i den grad lyttet i de europæiske hovedstæder, da den britiske premierminister, Theresa May, tirsdag brugte godt 40 minutter på at forklare den britiske position forud for forhandlingerne om en skilsmisse fra EU, som ventes skudt i gang til marts.

May lægger op til en såkaldt »hård Brexit«, hvor briterne forlader det indre marked, fordi den britiske topprioritet er at få fuld kontrol med immigration af EU-borgere. I stedet ønsker briterne en omfattende frihandelsaftale med EU.

Accepten af, at man ikke kan være med i det indre marked uden den fri bevægelighed for EU-borgere, har EUs rådsformand, Donald Tusk, straks kaldt en »mere realistisk« britisk tilgang, og det kan gøre dele af forhandlingerne lidt lettere, selv om et land som Danmark vil beklage, at briterne forlader det indre marked.

Det er også blevet positivt modtaget, at May sendte forsonende signaler om den britiske interesse i at samarbejde tæt med et stærkt EU om både sikkerhed og handel.

Men Tusk understreger samtidig, at de 27 fortsættende EU-lande står sammen i en tilgang, hvor rettigheder og forpligtelser vil gå hånd i hånd for briterne, og efter Mays udmeldinger står det også klart, at parterne stadig er meget langt fra hinanden på afgørende områder.

Det store spørgsmål er derfor, om en »hård Brexit« også fører til en hård og beskidt skilsmisse? Det er reelt et åbent spørgsmål, fordi der både er fordele og ulemper ved at være såvel imødekommende som hård i forhandlingerne fra de 27 andre EU-landes side.

De seneste måneder har der tegnet sig et skarpere og skarpere billede af, at det bliver et hårdt farvel. Selv en tæt allieret for Storbritannien som den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), der ønsker briterne så tæt knyttet til EU som muligt, har været meget klar i mælet om, at EU skal beskytte sine egne interesser og undgå, at briterne får nogle konkurrencemæssige fordele i skilsmissen.

»Vi er nødt til at være yderst forsigtige med, at den part, der forlader (EU. red.), ikke får særlige konkurrencemæssige fordele på vej ud. Vi ønsker alle en fredelig skilsmisse, men når vejene skilles - og i denne situation er det kun den ene part, som ønsker, at vejene skilles - så må vi beskytte vores egne interesser først,« sagde Lars Løkke Rasmussen i september til det internationale nyhedsbureau Bloomberg, vel vidende at det ville blive læst i Downing Street.

Og lignende beskeder er der kommet fra næsten alle hovedstæderne, hvor også kansler Angela Merkel i Berlin har skærpet tonen, mens François Hollande i Paris fører an i den hårde linje.

Eksempelvis har de 27 lande helt utvetydigt gjort det klart, at det store britiske ønske om, at Londons bankverden i en frihandelsaftale fortsat vil kunne yde alle tænkelige finansielle ydelser i EU, vil kræve accept af EUs regler på området, koste store indbetalinger til EU-budgettet samt visse indrømmelser om europæiske virksomheder og borgeres muligheder at være agere og arbejde i Storbritannien.

At dømme efter Mays tale er parterne langt fra hinanden på dette område.

Spørgsmålet er så, om pragmatikken sætter ind, når først forhandlingerne går i gang. Et kig på de 27 fortsættende EU-landes prioriteter giver en idé om, hvad der er i vente.

Klare prioriteter for EU-landene

Alle landenes regeringer har meldt klart ud, at topprioriteten er at holde sammen på EU, fordi der trods problemerne i fællesskabet ikke er nogen alternativer, hvis de store udfordringer med migration, terror, et selvhævdende Rusland og jobskabelsen skal håndteres.

Prioritet nummer to er at sikre et godt fremtidigt forhold mellem EU og Storbritannien, fordi det både er vigtigt af sikkerhedsmæssige og handelsmæssige årsager, og fordi det betyder noget for borgernes muligheder. Det skal dog ikke være så god en aftale for briterne, at EU-skeptiske partier i andre EU-lande begynder at kræve en lignende aftale, fordi det så strider imod topprioriteten om at holde sammen på EU.

Endelig er der et både juridisk og økonomisk spørgsmål om de forpligtelser, som briterne er bundet af ved EU-medlemskabet. Der er tale om enorme milliardbeløb i pensionsforpligtelser, lånegarantier og finansiering af projekter i Storbritannien, som ifølge avisen Financial Times’ beregninger kan løbe op i så meget som 60 milliarder euro - eller ca. 450 milliarder kroner.

Og én ting er, at det skal afklares i løbet af de to år, der formelt er til selve skilsmisseforhandlingerne, hvis det ikke skal ende i en retssag. En anden ting er, at det britiske EU-exit også får enorm betydning for, hvordan fremtidens EU-budget skal skrues sammen, og derfor er det hjerteblod for de 27 lande, som fortsætter i EU.

Det kunne umiddelbart pege på, at der er lagt op til en decideret kollision i forhandlingerne, hvilket også var, hvad den britiske EU-ambassadør, Sir Ivan Rogers, advarede om, inden han smækkede med døren og forlod jobbet tidligere i januar i protest mod den britiske regerings tilgang til forhandlingerne.

En usikker verden kan få betydning

Men sagen er mere kompleks. For der er også en risiko for, at en meget hård tilgang fra de 27 fortsættende EU-lande kan puste yderligere til EU-skepsissen i landene, hvor borgerne ikke nødvendigvis vil sætte pris på, at briterne bliver mast i forhandlingerne. Der skal derfor findes en balancegang, som landene sandsynligvis vil have forskellige syn på, og derfor kan det også blive vanskeligt at holde sammen på de 27 i processen.

Det ved de britiske forhandlere selvfølgelig godt, ligesom briterne også viser muskler med den slet skjulte trussel om at gøre Storbritannien til et skatteparadis, hvis de 27 lande vælger en »straffende« tilgang til forhandlingerne.

Fronterne er med andre ord trukket hårdt op, og forhandlingerne vil med sikkerhed blive uhyre vanskelige. Det bliver ikke nemt at mødes om en aftale, som både briterne og de 27 fortsættende EU-lande og Europa-Parlamentet kan leve med, men på den anden side er interesserne i at have et godt forhold til hinanden særdeles tungtvejende, og i en i stigende grad usikker verden kan det i sidste ende være med til at få parterne til at mødes.

Jakob Ussing er Berlingskes korrespondent i Bruxelles