Efter i længere tid at have insisteret på, at Breivks mor skulle indkaldes som vidne, har anklagemyndigheden nu opgivet at få hende i vidneskranken.

- Hun er blevet fritaget fra at vidne. Det er af helsemæssige årsager, fortalte anklager Inga Bejer Engh.

Breiviks mor har selv ytret ønske om at blive fritaget for at vidne, og Anders Breivik har givet udtryk for, at han ikke ønsker at se hende i retten.

Forsvareren har valgt at følge massemorderens ønske, men anklagemyndigheden har hele tiden insisteret på, at Breiviks mor skulle møde op i retten.

Breivik har tidligere fortalt, at hans mor er hans eneste følelsesmæssige akilleshæl - en påstand, der blev sat i relief, da han mandag begyndte at græde i retten over sin egen propagandafilm.

Heller ikke Breiviks far, der er bosat i Sydfrankrig, vil være tilstede i retten. Han er blevet afhørt af politiet i Frankrig, men har ikke pligt til at møde i retten i Norge, da han er bosat i udlandet.

Det samme gør sig gældende for Breiviks halvsøster på moderens side. Hun er bosat i USA og er blevet afhørt af det amerikanske politi. Hun ønskede dog ikke af afgive forklaring foran en dommer.

Da hverken halvsøsteren eller faderen er blevet afhørt foran en dommer, vil deres vidneudsagn ikke kunne bruges i retten.

Berlingskes Elisabeth Haslund og BTs Astrid Søndberg er på plads i Tingretten i Oslo. Følg deres liveblog her: