Anders Breiviks mor var godt klar over, at der var noget galt med hendes søn. Især, da han kom ind i stuen iført en rød uniformsjakke med en masse emblemer.

- Nu giver jeg op. Han gør så meget underligt, tænkte moderen.

Op mod 22. juli sidste år, hvor Breivik dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya, var den nu 33-årige massemorder begyndt at ændre sig. Det har hans mor fortalt til de retspsykiatriske sagkyndige Synne Sørheim og Torgeir Husby, der torsdag fremlagde deres undersøgelser i retten i Oslo.

Underkendte mors ønske

I modsætning til en lang række kolleger mener de to psykiatere stadig, at Anders Breivik er utilregnelig og derfor skal idømmes en behandlingsdom fremfor en almindelig fængselsstraf.

Inden torsdagens retsmøde havde Breiviks mor via sin advokat forsøgt at forhindre, at pressen måtte citere fra hendes vidneudsagn, men den anmodning underkendte dommerne.

Drabsmandens mor var ikke selv til stede i retssal 250, men store dele af hendes forklaringer blev læst op i retten - herunder moderens egne beskrivelser af

Breiviks opførsel, efter at han flyttede tilbage til drengeværelset på Hoffsveien i 2006.

- Fra 2010 blev han helt underlig. Han sagde, at jeg ikke måtte nyse, og han ville ikke komme ind i stuen til mig. Han blev bidsk, sær og kunne klage over maden, har Breiviks mor fortalt til Sørheim og Husby.

Selv så den terrortiltalte massemorder ifølge norske medier ganske utilpas ud, da hans barndom og ungdomstid blev gennemgået.

Siddende på sin faste plads mellem forsvarerne stirrede Breivik i lange perioder ned i bordet - og ind imellem på Synne Sørheim og Torgeir Husby.

Sørheim og Husby fortalte endvidere, at flere offentlige instanser allerede var bekymret for Breivik, da han var fire år gammel. Her beskrev man den lille drengs forhold til moderen som uheldigt.

Dette skete efter, at moderen selv tog kontakt med socialhjælpen i 1981, fordi hun ønskede aflastning i form af en weekendfamilie til sin søn. En sådan aftale kom i stand i en periode, men arrangementet gik i sig selv, efter at Breiviks far frafaldt en sag om forældremyndigheden over den lille dreng.

Der falder tidligst dom i sagen den 20. juli - alternativt bliver det den 24. august.