IPOJUCA, Brasilien: De var unge, og de nød den brasilianske udgave af den amerikanske drøm: De købte bil, gik i kirke, grundlagde en familie.

Som millioner af andre brasilianere var det lykkedes dem at klatre op i landets voksende middelklasse. De var tilmed flyttet til California, et forstadsmiljø for unge stræbsomme mennesker, der har lagt den forarmede storby bag sig.

»Det var et magisk øjeblik, hvor alt syntes muligt,« fortæller 24-årige Germana Soares.

Men så – seks måneder inde i hendes graviditet – opdagede hun og hendes mand, hvor hurtigt lykken kunne vende. For dem selv såvel som for deres land. En rutinekontrol viste, at deres søn vejede betydeligt mindre, end han burde.

Lægerne var bekymrede for, om han som hundredvis af andre brasilianske småbørn skulle være ramt af mikrocephali – en uhelbredelig udviklingsdefekt, som efterlader børn med abnormt små hoveder og hjerneskader. Lægerne bombarderede hende med spørgsmål om den zika-virus, hun havde pådraget sig tidligt i graviditeten.

Hendes mand, Glecion Amorim, sank hurtigt hen i mistrøstighed. Germana selv forsøgte at holde modet oppe og forblive positiv. Men så fulgte et andet chok: Den 27-årige Glecion Amorim blev som hundredvis af andre fyret fra sit job som svejser. Det enorme skibsværft, hvor han byggede fartøjer til olieindustrien, haltede af sted på tre cylindre som i øvrigt hele Brasiliens skandaleplagede olieindustri.

I løbet af få uger var deres hele tilværelse vendt på hovedet. Alle de skavanker, som plager det brasilianske samfund – korruption, den værste økonomiske krise i årtier, millioner af menneskers fald fra middelklasse til fattigdom, zika-epidemien og den eksplosive vækst i antallet af mikrocephali-tilfælde – bankede pludselig på døren til deres toværelses rækkehus.

»Alle vores store drømme hører fortiden til. Min første prioritet lige nu er at tage mig af min dreng,« siger Germana Soares.

Det unge pars kamp giver et indblik i situationen for de tusinder af brasilianske familier, der nu har udsigt til en tilværelse med et handikappet barn og et liv i fattigdom.

Forskerne kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvorvidt zika-viruset forårsager mikrocephali hos nyfødte børn, men siden oktober sidste år er mindst 641 brasilianske børn født med denne defekt, og langt de fleste tilfælde har ramt landets fattige nordøstlige delstater.

Det unge par troede, at de omsider havde undsluppet det hårde liv i det nærliggende Recife, da de flyttede til California for små seks år siden. Dengang galopperede økonomien af sted, og titusindvis af arbejdere søgte mod havnen i Suape, hvor industrien blomstrede. Store oliefund på kontinentalsoklen ud for kysten samt åbningen af nye landbrugsområder på kanten af Amazonas-regnskoven havde banet vejen for, at Brasilien kunne træde ind på verdensscenen som en førende olieproducent.

Myndighederne gav sig til at bygge vandingskanaler i de tørkeplagede områder, jernbaner i det uudviklede bagland fjernt fra kysten og ikke mindst overdådige fodboldstadioner til verdensmesterskabet i 2014.

Efterspørgslen efter arbejdskraft var så intens, at Glecion Amorims arbejdsgivere tilbød ham et af deres 800 nyopførte og identiske rækkehuse i den nyanlagte forstad.

Germana Soares og Glecion Amorim tog imod det hele med åbne arme. Da Brasiliens valuta var på sit højeste, havde de en samlet årsindkomst på omregnet 270.000 kroner. De købte et stort fladskærms-TV, meldte sig ind i en evangelisk menighed, hyrede en fotograf til deres bryllup og kørte ud til de idylliske strande på en nyindkøbt motorcykel.

»Det var det helt rigtige tidspunkt for os at få et barn,« fortæller Germana.

Den 27. november sidste år kom Guilherme så til verden. Men der var noget galt, syntes sygeplejerskerne, og de gav sig til at måle Guilhermes hoved. Omkredsen var 32 centimeter – lige på grænsen til en klassificering som mikrocephali.

»Jeg hørte tallet 32 og begyndte at græde,« siger Glecion. Diverse scanninger bekræftede, at Guilherme havde en hjerneskade, som kunne sættes i forbindelse med mikrocephali.

Slaget fik de to unge mennesker til at gentænke hele deres liv. Germana havde været kisteglad, da hun fandt ud af, at hun var gravid, og hun havde drømt om at forlade sit job hos en ejendomsmægler for i stedet at koncentrere sig om at opfostre deres barn på mandens løn. Men da han mistede sit job, blev parret uforvarende hvirvlet ind i Brasiliens økonomiske krise. Flere end seks millioner brasilianere er således gledet fra middelklasse tilbage i fattigdom siden 2014, fortæller en oversigt fra Bradesco, en af Brasiliens største banker.

Glecion Amorim har nu investeret i en Beach Buggy. Hver dag kører han til turistområdet ved Porto de Galinhas, hvor han forsøger at skaffe sig kunder til en køretur rundt på stranden. På en god måned kan han tjene 4.000 kroner. Men familien skal være heldig, hvis den skal nå en årsindkomst på 50.000 kroner, fortæller han.

Germana har været et stykke tid om at indse, at hun nok aldrig vil kunne passe et almindeligt job igen med tanke på den tid og pleje, børn med mikrocephali kræver. De oplever hyppigt taleproblemer, høretab og indlæringsvanskeligheder senere hen i livet.

»Han græder meget og kræver så megen omsorg, at jeg ganske enkelt ikke kan overlade ham til andre,« siger hun.

»Tidligere så jeg mig selv som en fri og uafhængig kvinde,« siger hun og gør en pause for at kigge ud af vinduet. »Men den fase i mit liv er forbi. Jeg kan ikke begynde at arbejde igen.«

Germana Soares tager et par gange om ugen hjemmefra for at opsøge lægerne i Recife. Hun står op klokken fem om morgenen, vækker Guilherme og stiger ind i en minibus, som myndighederne har stillet til rådighed til patienttransport.

Ellers tilbringer hun dagene alene med sønnen. Der er en grum ironi gemt i, at flytningen til California, der engang virkede så fremtidsrettet, nu fremfor alt har isoleret familien.

»Det er, som om vi er strandet her,« siger Glecion. »Jeg havde aldrig drømt om, at det var sådan et liv, Guilherme skulle fødes til.«

En lørdag eftermiddag er den store fladskærm opfyldt af en skateboard-konkurrence i Rio de Janeiro, hvor folk fra hele Brasilien konkurrerer i en afslappet og fornøjet atmosfære.

»Jeg ved ikke, om min søn nogensinde vil kunne gøre sådan noget,« siger Germana.

Hun forsøger at opretholde et mindstemål af normalitet. Der er broderede elefanter, flodheste og løver på hendes søns værelse. Hans seng er omgivet af et myggenet, der afspejler parrets nye og påtvungne viden om vira som zika, dengue og chikungunya.

Mikrocephali har ramt så mange familier, at Germana kan følge med på den i Brasilien meget udbredte sociale platform WhatsApp. Her udveksler de berørte informationer om spredningen af zika, ny viden om mikrocephali og rygter om, at myndighederne agter at give et tilskud på 1.500 kroner om måneden til fattige familier med mikrocephali-børn. Her finder man også den lejlighedsvise vittighed om situationen, som måske kan bidrage til at lette stemningen lidt.

Glecion siger selv, at han har for travlt med at få enderne til at nå sammen til at dvæle ved deres ulykke. Når han kommer hjem fra stranden, går han på nettet for at lede efter jobs som svejser. Han har stadig ikke opgivet håbet om, at Guilherme ikke har mikrocephali.

»Det er ikke sådan, at jeg ikke accepterer ham,« siger han. »Men i mine tanker er han normal.«

 

Oversættelse: Lars Rosenkvist