»Maracanazo.«
Det er et ord, du vil høre mindst et par gange, hvis VM i fodbold er en del af din sommerplan, og i særdeleshed hvis det er en tanke at følge de allerede overeksponerede storfavoritter fra Brasilien.
Maracanazo er et slangbegreb i sydamerikansk fodbold, der tages i anvendelse, når et undertippet hold vinder mod alle odds. Og i særdeleshed når det lille, upåagtede fodboldhold vinder på det største stadion i Brasilien, legendariske Estádio do Maracana, mod enten Brasiliens landshold eller mod en af de store klubber i Rio de Janeiro, Flamengo, Vasco da Gama, Fluminense eller Botafogo.
Maracanazo stammer som begreb fra VM-finalen en sommereftermiddag i 1950 på Maracana, hvor de uofficielle tal sagde 220.000 tilskuere på tribunerne og ti gange så mange allerede i gang med sejrskarneval nede i Rio de Janeiros bymidte. Brasilien havde tromlet alt til side og skulle i et særligt turneringsformat blot spille uafgjort i sidste kamp mod Uruguay for at hjemtage det mesterskab, alle tog for givet. Anekdoten vil, at aviser over hele verden allerede havde trykt historien om Brasiliens VM-sejr, og det er i hvert fald kendt, at FIFAs daværende præsident, Jules Rimet, kun havde sin portugisiske sejrtale i lommen til hjemmeholdet.
Men Uruguay vandt og skabte en af fodboldhistoriens største overraskelser, stadig i dag et nationalt fodboldtraume.
»Det har hjemsøgt os i 64 år. Af alle de store hold er vi det eneste, der ikke har vundet VM på hjemmebane,« sagde for nylig fodboldforbundets tekniske direktør Carlos Alberto Parreira, som selv vandt VM som træner for Brasilien i 1994 i USA.»Vi har slået Uruguay mange gange siden 1950, selv ved VM. Men historien bliver ved med at komme tilbage. Vi vil skrive historien om med en sejr på hjemmebane, sagde han.
Det er altså muligt, at billedet af Brasiliens VM-hold her fra Europa handler om fodboldsucces og fem vundne titler. I Brasilien handler VM bare lige så meget om Maracanazo, om den ulykkelige VM-finale i 1950 på hjemmebane. Det er i Maracanazo, at man finder næringen til al det pres, der hviler på Brasilien. Et pres, der i al sin enkelthed handler om, at det vil skabe alverdens uro, hvis Brasilien ikke vinder hele turneringen.
Sølv er overhovedet ikke nok, og hvem tør overhovedet tænke tanken, at det slet ikke ender med en VM-finale?
I en fodboldverden, hvor trænere over hele linjen nedtoner forventningerne, er det derfor en noget anden retorik, man får fra Brasiliens lejr.
»Jeg forventer, det bliver Argentina, vi skal møde i VM-finalen,« sagde Brasiliens landstræner Luiz Felipe Scolari således for nylig.
»Bare se på de spillere, vi har. Vi har det bedste forsvar i verden. Vi har et stort hold. Ja, vi er da favoritter,« sagde Carlos Alberto Parreira, da han gav pressemøde inden en testkamp mod Panama i tirsdags.
Selvtilliden er også geninstalleret med træneren Luiz Felipe Scolari, som vandt VM i 2002, og som er hevet tilbage for at hjælpe et hold, som i to VM-slutrunder i træk – i 2006 og 2010 – vinkede farvel allerede i kvartfinalen. Den går ikke i Brasilien. Nu har holdet siden Scolari blev ansat kun to nederlag i 21 kampe og blandt andet vundet Confederations Cup, det såkaldte mini-VM, i 2013.
Det er gjort med et hold, som i det 4-2-3-1-system, man også kender fra Danmarks landshold, spiller noget mere forsigtigt og kynisk, end brasilianerne normalt forventer. Scolari har læst, at Brasilien måske nok bliver betragtet som sikre vindere hjemme hos landsmændene, men at virkeligheden vil, at andre hold er mindst lige så stærke. Allerede i ottendedelsfinalen venter formentlig Holland eller Spanien eller Chile, og det er en mundfuld for voksne mennesker. Det kalder også på evnen til at læne sig tilbage i tovene og tage imod nogle tæsk, mens man håber, der viser sig en kontrachance.
Det vil være en genialt læst taktik, hvis Brasilien kan fejre nationens sjette verdensmesterskab om en god måneds tid. Det vil blive kritiseret sønder og sammen i pressen, hvis det bliver endnu en Maracanazo.
VM-finalen bliver naturligvis afviklet på Estádio do Maracana søndag den 13. juli.