Brasilien – et sikkerhedsproblem?
Man skal tænke sig godt om, inden man spadserer ud i Sao Paulo og Rio Janeiro, når mørket er faldet på. Men sikkerhedsrisikoen kan håndteres, lyder det fra de danske udsendinge i Brasilien.
Man skal tænke sig godt om, inden man spadserer ud i Sao Paulo og Rio Janeiro, når mørket er faldet på. Men sikkerhedsrisikoen kan håndteres, lyder det fra de danske udsendinge i Brasilien.
Taxachaufføren i Sao Paulo låser døren, når du betaler ham. Som en diskret påmindelse om, at risikoen for en ubehagelig oplevelse er til stede.
Målt på kriminalitet og mordrater ligger byer som Sao Paulo og Rio de Janeiro i superligaen. Men holder man sig fra at handle med narko eller gå uledsaget rundt i ghetto-områderne (favelaerne), ser statistikkerne noget mere tilforladelige ud.
Det ændrer dog ikke ved, at man helst skal tage en taxa fra sted til sted, når mørket er faldet på. Og hos Udenrigsministeriet meddeler man, at kidnapninger, væbnede røverier, tyverier og bilkapringer er et stort og stigende problem i Brasiliens største byer og det fattige Nordøstbrasilien. Det kræver sine forholdsregler, når man som Sten Estrup har sin dagligdag i Sao Paulo.
"Der er mere kriminalitet i Brasilien end i Danmark. Men med omtanke kan man minimere risikoen, så det ikke er noget, man tænker over i det daglige," siger Sten Estrup, der er direktør for den danske fødevareingrediensvirksomhed Chr. Hansen. Han bor i et lukket beboelsesområde i Sao Paulo-forstaden Valinhos.
"Det er ikke 'bag høje mure', men der er vagter, som kontrollerer, hvem der kommer ind. Det bliver en almindelig del af hverdagen, og jeg er faktisk overbevist om, at der er mindre risiko for indbrud end i Danmark," siger Sten Estrup, der også er blandt de danske udsendinge, der har valgt at køre rundt i en skudsikker bil.
"Det er ikke, fordi jeg er i en speciel risikogruppe, men fordi jeg ikke ønsker at skulle spekulere over det i min dagligdag. Jeg er ofte inde i Sao Paulo, og man holder altid i kø i myldretiden. Her er man særligt udsat for overfald. Der er desværre mange røverier og 'express-kidnapninger'," siger Sten Estrup med henvisning til kidnapninger, hvor røverne kører rundt med ofret og hæver penge fra vedkommendes kreditkort.
"Det vil jeg gerne undgå, og risikoen for overfald er meget mindre med en skudsikker bil," siger Sten Estrup. Selv om det lyder voldsomt, forsikrer han, at det ikke er svært at tage de nødvendige forholdsregler for at minimere risikoen for at blive udsat for kriminalitet i det daglige.
Samme melding kommer fra Martin Holm, der bor i Sao Paulo med sin kone Pernille og tidligere har haft ledende stillinger i både Novo Nordisk og GN ReSound i Brasilien.
"Det er klart, at man som privatperson bliver nødt til at tage nogle forholdsregler og leve sit liv med nogle begrænsninger, som du ikke ville have i Danmark," siger han.
"Men det er nogle ting, der enten kommer hurtigt ind på rygraden, eller også tager man hurtigt hjem igen, fordi man bliver sindssyg af ikke bare at kunne gå ud på gaden om aftenen," siger Martin Holm og tilføjer, at man også som virksomhed må bruge ressourcer på sikkerheden.
"Det repræsenterer selvfølgelig en udgift som virksomhed og er noget, man skal fokusere på, men du ville også sikre din virksomhed i Indien, Kina og USA," siger Martin Holm.
Læs stor specialrapport om Brasilien i Berlingske Nyhedsmagasin fredag 9. april