Hvad er din tilknytning til byen?
- Jeg har boet og arbejdet i Skanderborg, mens jeg ventede på at blive berømt. Blandt andet er Skanderborg Gymnasium opført med mig på byggepladsen - på trods af mine noget tvivlsomme evner som jord- og betonarbejder.
Hvor mange gange har du deltaget i/optrådt på festivalen?
- Jeg vil tro, at vi sniger os op på det, man ude på landet kalder en snes. Altså, mange!
Hvad er dit bedste festivalminde fra Skanderborg?
- Vi spillede i tæt og vedholdende regnvejr, og selvom vi var sidste band, blev folk stående trofaste og tålmodige. Til sidst i sættet kom Jørgen Leth ind og læste »Fantastiske Toyota«. Jubelen ville ingen ende ta'.
Har du en sjov anekdote fra Skanderborg Festival?
- Sjov og sjov; det ved jeg nu ikke men. Der var dengang, hvor vi skulle spille lige efter Beck. Inden han gik på, ville en af hans kolleger fra det hårdtslående amerikanske band »The Presidents of the United States of America« give ham en rigtig varm bjørnekrammer. Beck, som jo lider af knogleskørhed, blev fuldstændig kvast under al den respekt og kunne næsten ikke gå på scenen. Da han endelig, efter timers forsinkelse, gik på, gav han i øvrigt en af de bedste koncerter i Skanderborg Festivals historie.
Hvad glæder du dig mest til at opleve i år?
- Jeg glæder mig til at høre rigtig mange bands, blandt andet Kashmir, som skulle være i topform for tiden. Og så håber jeg, at vi selv kan leve op til publikums tårnhøje forventninger...