SVERIGE: Et center for uledsagede flygtningebørn i den sydsvenske by Värnemo blev sent fredag aften udsat for et brandattentat, skriver avisen Aftonbladet med telegrambureauet TT som kilde.

Politiet er tilbageholdende med oplysninger, men forklarer dog, at hændelsen betragtes som mordbrand, selv om ingen kom til skade under attentatet.

»Vi har haft teknikere på stedet i dag (lørdag, red.) og vi kan konstatere, at branden er påsat,« siger Tommy Åkerberg, der er pressemedarbejder hos politiet i Jönköbing til TT.

Ilden havde nået at få fat i facaden, inden det lykkedes forbipasserende at slukke den - i øvrigt før brandvæsnet nåede frem.

Politiet har endnu ingen mistænkte i sagen, men ønsker ikke at afsløre flere detaljer.

Natten til lørdag måtte det flygtningecenter, hvor den formodede gerningsmand til dobbeltdrabet i et IKEA-varehus boede, evakueres efter fundet af beholdere med brandbare væsker i affaldssække tæt på asylcentret.

BNB