Politi og brandvæsen var tirsdag aften talrigt til stede på Vermlandsgade på Amager i København, hvor der var opstået brand ved medicinalvirksomheden Xellia Pharmaceutical.
Området blev afspærret, fordi politiet frygtede, at der ville udledes giftig røg.
Beboere i området fortalte til tv2.dk, at en sort røg steg op fra fabrikken, og politiet afspærrede alle omkringliggende gader, og beordrede folk til at lukke deres døre og vinduer.
En beredskabsmeddelelse lød tidligere:
"Der er opstået brand på en medicinalfabrik på Amager indenfor området: Vermlandsgade, Kløvermarksvej, Raffinaderivej, Holmbladsgade. Folk skal blive indendøre, lukke vinduer og slukke for ventilationen. Denne beredskabsmeddelelse er gældende indtil videre". (kl. 22.55, red.).
Omkring kl. 23.25 oplyste brandvæsenet, at branden var under kontrol. Alarmen er ligeledes afblæst.