Der hersker tydeligvis forvirring om, hvem der skal vinde hvad for dominante Team Sky i 2013.

I sidste måned fremlagde Team Sky-bossen Dave Brailsford en indledende tanke om, at holdets løjtnant, Chris Froome, i 2013 skulle fokusere tungt på Tour de France, mens den regerende mester, Bradley Wiggins, så kunne tage sig af Giro d’Italia.

Nu lader det til, at Bradley Wiggins har intentioner om at få sin chef på andre tanker.

- Jeg vil formentlig prøve at vinde mit andet Tour de France, så jeg ved ikke helt ... Måske vi skal have to holdkaptajner, har Wiggins sagt til BBC Radio 5.

- Mit mål er at vinde Touren næste år, men om det bliver realiseret eller ej, ved jeg ikke. Hvordan det passer ind i holdets planer, ved jeg ikke. Det er Daves (Brailsford, red.) problem. Det handler om, hvordan vi får mættet to munde, siger Wiggins om ham selv og Froome.

Udmeldingen er højst overraskende, da der synes at have været bred enighed om, at næste års rute i langt højere grad passer til Froome, fordi antallet af enkeltstartskilometer - Wiggins’ store force - er sat ned fra 100 til 65. Desuden er der også flere skrappe stigninger på Tour-ruten, hvilket taler til Froomes fordel.

Bradley Wiggins sagde da også i interviewet med BBC Radio 5, at han ikke vil modsætte sig en strategi, der går imod hans mulighed for at forsvare sin Tour-sejr:

- Ligegyldigt hvad holdets strategi er, så støtter jeg den. Ellers skal man ikke stille til start.