Der var lige et par år i slutningen af 90’erne, hvor Backstreet Boys var klodens største boyband. Take That var lige gået i opløsning og ’N Sync var endnu ikke helt flyvefærdige. Det var dengang MTV stadig viste musikvideoer, musik var noget man købte på CD, og mobiltelefoner mest blev brugt til at spille »Snake« på. Og for os, der var teenagere dengang, var Backstreet Boys en uomgængelig del af soundtracket – hvad end man kunne lide dem eller ej.

Det var selvfølgelig mest pigerne, der synes de fem amerikanere var nogle frækkerter. Unge Nick Carter med sin blonde midterskilning. Badboy AJ McLean med kusseskægget og de skinnende øreringe. Følsomme Brian Littrel med de blå øjne og hjertefejlen. Og, nå ja, de to andre: Kevin og Howie. Min kæreste på det tidspunkt havde hele ungpigeværelset plastret til med idolplakater fra Mix, Vi Unge og Smash Hits. Og ja, jeg er faktisk ret sikker på, at AJ kiggede med oppe fra væggen, da jeg gjorde mig mine første erotiske erfaringer. 

Det var den slags ting, jeg uvægerligt kom til at tænke på, lørdag aften i Forum, mens Backstreet Boys sang og synkrondansede sig igennem numre som »As Long As You Love Me« og »Quit Playing Games (With My Heart)«. Og jeg er rimelig sikker på, at de 10.000 andre overvejende kvindelige publikummer – selvom der faktisk var overraskende mange fyre også – stod med lignende film kørende på den indre lystavle. Det er jo noget af det magiske ved musik: At det på den måde kan vække minder og følelser fra svundne tider.

Ironisk distance

Men det er vitterligt også det bedste, jeg kan sige om koncerten. For nogen stor musikalsk oplevelse var det immervæk ikke. I lange passager stod og faldt ens nydelse af showet med ens tolerance overfor synet af voksne mænd i kikset synkrondans og stramme undertrøjer. Den slags gør bare ikke det store for mig, må jeg indrømme.

Selvom der blev indimellem blev skreget højt ligesom i gamle dage, så var der heller ingen tvivl om, at mange nød koncerten på den der ironisk distancerede måde. Jeg så utallige ellers tjekkede fyre, der rendte rundt med et smørret grin og en nyindkøbt Backstreet Boys-t-shirt trukket ud over skjorten. Ironien er nok bare en uundgåelig følgesvend, når både band og publikum for længst har nået en alder, hvor alle de æggende bevægelser og følte fraseringer fremstår som kilometertykke 90’er-klichéer. 

Heldigvis tog mændene på scenen aldrig sig selv alt for seriøst. Det meste blev leveret med et uhøjtideligt glimt i øjet. Så kneb det straks mere med det musikalske. Når de sang sammen, klarede de sig for så vidt fint nok. Men hver for sig var det virkelig ikke imponerende: AJs vokal var nasal og skarp på den virkelig ubehagelig måde, mens Brian Littrell havde store problemer med at synge salen op. Kun Nick Carter klarede den nogenlunde på egen hånd. Når han da ikke lige følte, at han skulle spille elguitar. Sjældent har jeg set noget så ubehjælpsomt.

Larmende tavshed

Og så var der det akustiske indslag i koncerten, hvor drengemændene lige skulle vise, at de også kunne håndtere  westernguitarer, bas og tangenter. Ret beset var det kun to af dem, der kunne noget, og da Nick forsøgte at understrege, hvor vildt det var, at et boyband rent faktisk kunne spille på instrumenter, blev han mødt af larmende tavshed fra salen. Der var vitterligt heller ikke noget at være imponeret over.

Så fungerede det langt bedre, når de kastede sig over nogle af de mere festlige numre fra bagkataloget som »We’ve Got It Goin’ On« og »Everybody (Backstreet’s Back)«, der fluks sendte publikum tilbage til ungdomsfesternes dansegulv. Men de øjeblikke var der desværre alt for få af. Det meste af koncerten gik med smægtende ballader. Og så numre fra sidste års »In A World Like This«, der hver gang fik entusiasmen i salen til at falde mærkbart. Selvom nye sange som »Permanent Stain« og »Show ’Em (What You’re Made Of)« hverken er værre eller bedre end mange af de gamle hits. Men publikums forhold til dem er et andet.

Og det er alt andet lige det, der gør forskellen sådan en aften.

Hvad: Backstreet Boys
Hvor: Forum, lørdag