Grundlæggerne af tre af verdens største virksomheder inden for online-poker skal stå skoleret efter anklager om banksvindel og hvidvaskning af penge. Det fremgår af et anklageskrift, som fredag blev offentliggjort af den offentlige anklager for det sydlige distrikt i New York.

Men hvem fik skovlen under næsten hele den amerikanske online-poker industri?

Det mener den australske avis Courier-Mail at vide. Ifølge avisen står Daniel Tzvetkoff med nøglen til opklaringen. Han var selv med til at opbygge store dele af industrien - for til sidst at udlevere alle industriens ulovligheder på et sølvfad for de amerikanske myndigheder.

Denne unge australske opsatte de ulovlige betalingsprocesser, som de største aktører inden for onlinepoker brugte til deres – oftest – ulovlige transaktioner.


Daniel Tzvetkoff bliver beskrevet som en ”boy wonder” og ”genial” af folk, der kender ham. Han havde selv startet sit første selskab som 13-årig og skaffede pokersites som Full Tilt Poker og Poker Stars millioner af dollars – selv tjente han på et tidspunkt op til 150.000 dollar om dagen – men så blev han grådig og begyndte også at tage penge fra de pokersites, han arbejdede for. Det endte med, at de sagsøgte ham for at have taget 100 millioner af deres penge.

Men sidste år i april blev Tzvetkoff arresteret i Las Vegas og sigtet for de samme forbrydelser, som de store pokersites er sigtet for i dag – det vil sige hvidvaskning af penge og banksvindel. Men som en australsk statsborger fik han ikke lov til at betale kaution, fordi man frygtede, han ville flygte ud af landet.

Pludselig efter et ”hemmeligt” møde med sagens anklagere i august var Tzvetkoff på fri fod igen efter kaution, mens hans tidligere kollegaer i pokerindustrien stod til lang tid bag tremmer.

Ifølge den australske avis kender Daniel Tzvetkoff pokerfirmaernes måde at arbejde på ud og ind, og det var hans viden om de økonomisk transaktioner, der gjorde dem i stand til at agere uden om loven. Han er derfor den eneste person med viden nok til at sætte den amerikanske statsadvokat i stand til at fælde alle de store pokersites, spekulerer avisen.

Ifølge avisen er det altså myndighedernes samarbejde med Tzvetkoff, der har ført til retsforfølgelsen af de tre store amerikanske pokersites. Og ifølge en kilde tæt på den australske avis kender Tzvetkoff en metode, der kan finde frem til, hvorfra alle transaktioner på pokersiderne oprindeligt stammer fra.

Ironien er til at tage og føle på i sagen: Rygterne siger nemlig, at det var de tre store pokerfirmer, der selv tippede FBI om, at Tzvetdoff var i USA.