Bornholmsk raket mod månen
Det første folkemøde er nu skudt i gang på Bornholm og vil løfte sig som en måneraket, forudser regionsborgmester Winni Grosbøll (S). De næste fire dage står i demokratiets tegn med over 250 arrangementer.
Det første folkemøde er nu skudt i gang på Bornholm og vil løfte sig som en måneraket, forudser regionsborgmester Winni Grosbøll (S). De næste fire dage står i demokratiets tegn med over 250 arrangementer.
Ånden fra Grundtvig var tyk, da Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) kl. 12.15 skød det store folkemøde i gang i Allinge.
Adskillige hundrede mennesker, rigtig mange grå i toppen, var mødt frem på Danchells Plads, da den nye demokratifestival med 5.000 deltagere og mere end 250 arrangementer blev åbnet. Alt sammen med det formål at løfte den demokratiske debat - helt efter Grundtvigs gamle recept.
- Jeg er overbevist om, at der samlet set her i de her dage med alle de arrangementer, der er planlagt og med alle jer, der vil deltage, er samlet kreativ energi nok til at løfte folkemøde 2011 op som en raket mod månen, sagde Winni Grosbøll.
I flere dage har nordbornholmske Allinge stået på den anden ende, og her til formiddag begyndte de forskellige partier for alvor at markere deres tilstedeværelse på vidt forskellig vis.
Mens det socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Kofod (S) hjemmevant kunne ses cykle adstadigt rundt på en præsentabel herrecykel, varmede kokken Stine Kvist, kendt fra Helvedes Køkken på TV 2, op i Dansk Folkepartis telt.
Flankeret af en azurblå Chrysler med partiformand Pia Kjærsgaards kontrafej på siden pillede hun kartofler, som partiets gruppeformand Kristian Thulesen Dahl senere på dagen skal bruge til brunede kartofler til den flæskesteg, han skal servere for de fremmødte.
Stine Kvist ventede på et endeligt klarsignal fra Pia Kjærsgaard selv, som efter at have overvejet servering af græsk kylling, havde ombestemt sig og nu havde besluttet sig for frikadeller med varm kartoffelsalat.
I det socialdemokratiske telt var omtrent 20 partisoldater i gang med at fordele hjemmesmurte ostemadder og rulle plakater ud, mens blot en herrer med stråhat, stod ude foran SFs telt, hvor en enkelt plakat meddelte, at "SF - det kan la' sig gøre".
De Konservative har gjort et stort nummer ud af seancen ved at hyre den tomastede skonnert Freja, hvor det trængte parti har indbudt til fest i aften, inden partiformand Lars Barfoed (K) efter planen går til ro i Masters Cabin.
Nummer to på talerstolen var indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), der efter et besøg i fjor hos folkemødets svenske pendant, Almedalsveckan, fostrede ideen.
- Det er et folkeligt eksperiment, som går ud på, om vi kan skabe et folkeligt mødested, sådan som svenskerne har det på Gotland, siger Bertel Haarder.
I dagens udgave af Berlingske kritiserer flere ungdomspolitiske formænd, at folkemødet er placeret uden for industriferien og helligdagene, hvor de studerende går til eksamen og almindelige lønmodtagere går på arbejde. Altså, at folket ikke har tid til møde frem til folkemøde. En kritik, som Bertel Haarder til dels kan se.
- Men jeg har allerede set enkelte studenterhuer, så der er altså nogen, der har fået sommerferie. Så er der jo dem, der ikke er på arbejdsmarkedet, som der også er nogen af her. Når kommunen og borgmesteren har lagt det nu, er det selvfølgelig for at lægge det før feriegæsterne kommer. Om de kunne have lagt det en uge senere, ved jeg ikke, men det vil de selvfølgelig overveje. Det er et eksperiment, nu ser vi, men det kan da godt være, at det kunne have været parallelforskudt, siger Bertel Haarder.
Men nu er debatten skudt i gang. Fire demokratidage i Allinge venter forude. Talere står i kø. Først Haarder, dernæst KLs formand Jan Trøjborg (S) og herefter Regionernes formand, Bent Hansen (S). Og sådan går det slag i slag.