Den socialdemokratiske partiledelses signal om at ville acceptere en markant lavere ydelse til udlændinge vækker forundring blandt flere af partiets borgmestre.
I forbindelse med de igangværende forhandlinger om stramninger på udlændingeområdet ændrede Socialdemokraterne kurs, efter at udlændingeordfører Dan Jørgensen erklærede sig indstillet på at gå med til den nye, omstridte integrationsydelse. Dog kun såfremt partiet til gengæld fik garantier om, at flygtninge med børn fik hjælp til blandt andet vintertøj og fritidsaktiviteter.
Socialdemokraterne har ellers været arg modstander af integrationsydelsen, og kursændringen er da også problematisk, mener Ishøj-borgmester Ole Bjørstorp (S).
»Det signal skulle man ikke have sendt. Vores parti burde ikke acceptere de nedskæringer på integrationsydelsen. De ydelser er diskriminerende og sat så lavt, at familier med børn kan få svært ved at betale de mest fornødne udgifter. Det er forkert socialdemokratisk politik,« siger borgmesteren.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) afviste Socialdemokraternes krav om en såkaldt børnepakke, hvilket i sidste uge sendte Dan Jørgensen og partiet ud af forhandlingerne.
Også Brøndby-borgmester Ib Terp (S) er forundret over det socialdemokratiske signal:
»Det kommer bag på mig. Jeg synes bestemt ikke, at den meget lave integrationsydelse er i orden,« siger Ib Terp.
Siden folketingsvalget har Socialdemokraternes ledelse i forvejen indgået en aftale, der blandt andet gør det sværere at blive dansk statsborger, ligesom partiformand Mette Frederiksen har foreslået skærpede regler for familiesammenføring.
Få vil komme i job som følge af ny ydelse
Den lave integrationsydelse vil blandt andet betyde, at et ægtepar uden børn, som har boet i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år, vil opleve, at deres nuværende indtægt fra kontanthjælp på 21.698 kroner om måneden før skat falder til 11.890 kroner. Den nye integrationsydelse træder i kraft til juli.
Inger Støjberg har argumenteret med, at en lavere ydelse skal få flere udlændinge i arbejde, men lørdag kunne Berlingske fortælle, at den udskældte ydelse ifølge beregninger fra Udlændinge- og Integrationsministeriet næste år blot vil få 283 i job. Omvendt vil integrationsydelsen berøre 21.000 personer næste år.
Lettelse i S over forhandlingsexit
Flere andre socialdemokratiske borgmestre, som Berlingske har talt med, er lettede over, at partiet er ude af de igangværende forhandlinger og udtrykker samtidig tiltro til, at S-ledelsen har arbejdet for politisk indflydelse.
»Hvis integrationsydelsen bliver gennemført uanset hvad, så kan det være en vurdering, om man kan få mere indflydelse på andre elementer ved eventuelt at acceptere den,« siger Sønderborg-bogmester Erik Lauritzen (S). Han påpeger, at det »grundlæggende ikke ændrer det dårlige ved at skære så kraftigt i integrationsydelsen«.
Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen, forklarer de nye signaler som et sidste forsøg på at hjælpe flygtningebørn.
»Ingen – mindst af alt flygtningebørnene – vil få det bedre af, at vi socialdemokrater meldte os ud af forhandlingerne,« siger han.
Regeringen forhandler videre med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative om nye regler på udlændingeområdet.
