Denne uge fejres Copenhagen Pride i Danmarks hovedstad, men der skal også være mere permanente markeringer af mangfoldighed og kampen mod undertrykkelse og diskrimination.
Det mener kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld fra Alternativet, som i hele 2019 vil have de to centrale fodgængerfelter ved Rådhuspladsen i regnbuefarver.
»Nu da vi har Copenhagen Pride, vil jeg gerne benytte lejligheden til at offentliggøre en idé, jeg har fået. Fodgængerfelterne ved Rådhuspladsen skal farves i regnbuens farver hele næste år for at minde os om, at det i 2019 er 30 år siden, at Københavns Rådhus skrev historie ved at være det første sted i verden, hvor to af samme køn indgik registreret partnerskab,« siger borgmesteren i en pressemeddelelse.
Niko Grünfeld tilføjer, at han vil tage sagen op politisk i Kultur- og Fritidsudvalget.
Der er tale om de to fodgængerfelter ved Rådhuspladsen, som krydser henholdsvis H.C. Andersens Boulevard og Vester Voldgade.
»Hvis vi kan komme igennem med det her, vil rigtig mange hver dag blive mindet om, hvor vigtigt det er, at vi kæmper mod undertrykkelse og diskriminering – og at det kan lykkes,« siger Niko Grünfeld.
Hvis der indføres regnbuefarvede fodgængerfelter i København, vil det ikke være den første europæiske hovedstad, der indfører det.
I Paris indførte man i juni i forbindelse med årets Pride-fejring regnbuefarver ved en række fodgængerfelter.
I første omgang var de tænkt som midlertidige markeringer, men efter hærværksmænd lavede homofobisk graffiti ved et af fodgængerfelterne, blev de gjort permanente af borgmester Anne Hidalgo.
Årets Copenhagen Pride kulminerer lørdag, hvor den farverige Pride-parade kommer igennem Københavns gader.