Kasper Støvring, forfatter og debattør:

»Det er tålelige kompromisser i forhold til topskat, privatisering af TV2 og et styrket forsvar, som altsammen er fint. Det er til gengæld underligt, at der næsten ikke er noget om udlændingepolitikken, når man tænker på migrantkrisen, og hvad det har forvoldt. Der savnede jeg noget mere substans. Der er bløde formuleringer om en konference om konventioner, familiesammenføring skal gøres sværere og der er noget om et nyt asylsystem, som kan ramme menneskesmuglere. Men det er slet ikke prioriteret højt nok. Jeg kunne godt tænke mig, at man havde adresseret det problem meget mere skarpt og talt om asylstop, permanent grænsekontrol og opsigelse af konventioner. Men det kommer man sandsynligvis til, når man skal forhandle med Dansk Folkeparti.«

Asger Aamund, erhvervsmand og debattør:

»Jeg savner en borgerlig vækstideologi. Der er tale om en diffus ønskeseddel, de har skrevet til julemanden. Eller skal man sige Thulemanden? Det kunne ligeså vel være et socialdemokratisk regeringsgrundlag, og vi får ikke en bred folkelig vækst og velstandsstigning af det her. Et stærkt forsvar er borgerligt politik, men det har man ikke klaret selv, det sker efter pres fra Donald Trump. De vil også have en mere effektiv skatteligning, men der peges ikke på en effektiv reform. Det havde været fint at på planken ud mere konkret, så kunne vælgerne se, at de havde viljen til en borgerlig politik, men at andre spænder ben, hvis det ikke kommer igennem. Jeg havde regnet med, at den ville være mere offensiv, og Dansk Folkeparti må være glade.«