DRs underholdningsflagskib, X Factor, har i årevis været en torn i øjet på borgerlige politikere, der har ment, at det ikke var en public service-opgave for DR at samle danske seere om et udenlandsk opfundet underholdnings-koncept. Blandt de navngivne kritikere er den konservative medieordfører, Naser Khader, og DFs Morten Marinus, og begge er stærkt tilfredse med beslutningen om at lukke X Factor efter denne sæson.
Morten Marinus (DF) håber, at beslutningen fører med sig, at der bruges flere penge på musikområdet hos DR.
»Det glæder mig, at DR langt om længe dropper dette underholdningsprogram, hvis koncept er indkøbt i udlandet. Det, som jeg så efterlyser på længere sigt, er, hvordan DR vil opfylde sine public service-forpligtelser på musikområdet,« siger Morten Marinus.
Han pointerer, at DF har villet tage »X Factor« fra DR, fordi partiet har et ønske om, at stationen i stedet koncentrerer sig om at nå bredere ud i alle musikgenrer - og ikke bare underholdning.
»De burde lave programmer, der understøtter upcoming bands i den danske musikverden i stedet for selv at finde talenter - det er jo ikke altid, at de har været lige heldige med det,« siger Morten Marinus.
De Konservatives medieordfører, Naser Khader, har før sagt, at han ikke fandt det »udpræget public service at finde nye popstjerner med begrænset levetid«, og han er også tilfreds med den kommende lukning.
»X Factor har overlevet sig selv. Så mange talenter er der ikke i Danmark, og der var behov for fornyelse. Men der er stadig behov for programmer, der underholder familien Danmark fredag aften, det skal bare foregå på en klog måde,« siger Naser Khader.
Du synes ikke, X Factor var klog nok underholdning?
»Ikke i de senere år. Der har været for mange klicheer, og folk kan ikke længere huske sidste års vinder. Der mangler en ny form for underholdning - men da gerne noget, der inkluderer Blachman. Jeg kunne godt tænke mig noget fredagsunderholdning, der kan samle flere generationer - hvor man samtidig bliver klogere på for eksempel Danmarks historie, natur, byer eller dialekter, for eksempel.«
Seertallet var jo højt, så folk var åbenbart glade for det. Var det ikke nok?
»Seertallet er jo højt fredag aften. Det er dér, familien Danmark samles, men kvaliteten har ikke levet op til det, synes jeg.«
Tror du, at lukningen hænger sammen med de mediepolitiske forhandlinger, der er på vej. Som en indrømmelse til blå blok?
»Det ved jeg, ikke, men uanset medieforhandlinger var programmet kørt træt. Og det har jo ikke været et hovedkrav fra blå blok at lukke X Factor - kritikken af det er jo ikke ny. Men Danmark har jo været et af verdens førende lande med børne-TV og TV-drama. Hvorfor kan man ikke forsøge at være førende på underholdning også, hvorfor skal man køre på udenlandske programmer, hvorfor ikke udvikle noget selv,« spørger Naser Khader.
Og fra DRs side er det så lige præcis det, man lægger op til skal ske fra 2019.