Fire målbare såkaldte ledestjerner har Lars Løkke Rasmussen fremsat for sin smalle Venstre-regering. De har et stort økonomisk fokus med bl.a. færre på offentlig forsørgelse og et løft af sundhedssystemet. Men man aner, lykkeligvis, også et klart borgerligt værdisæt bag de udspil, som ministrene efter tur fremkommer med. Det gælder ikke mindst justitsminister Søren Pinds markante tilkendegivelser i den forgangne uge om, at regeringen vil føre en nultolerance-politik over for kriminalitet og specielt hans ønske om strengere straffe for voldtægt. Og det gælder det udspil, som Berlingske omtaler i dagens avis fra skatteminister Karsten Lauritzen om bl.a. at afskaffe skattemyndighedernes omdiskuterede ret til at trænge ind på privat grund uden dommerkendelse.
Den private ejendomsret er en grundsten i det borgerlige retssamfund. Derfor er det et fremskridt, at regeringen på denne måde markerer, at der er grænser for, hvad myndighederne kan tillade sig over for borgerne. På samme vis er respekt for lov og orden en borgerlig kerneværdi. Når Søren Pind således i sin egenskab af justitsminister markerer sin afstandtagen til lovovertrædener – som det skete ved forrige weekends vold og hærværk på Nørrebro i København – og fremsætter ønske om, at landets dommere i højere grad udnytter straframmen ved voldtægt, er det både tiltrængt og hans ret som øverste politiske ansvarlige for justitsområdet.
Vi må dog samtidig løfte advarselsflaget. I de senere år har der været en tendens til, at politikere, som gerne vil profilere sig inden for retspolitik, forsøger at optræde som overdommere for retsvæsenet. Danmark bygger som andre demokratiske retssamfund på en tredeling af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Derfor skal politikere være varsomme med at agere bedrevidende i forhold til retssystemet. Det betyder ikke, at politikere ikke må kritisere domstolene eller konkrete domsafsigelser. Men det betyder, at politikerne skal kende deres plads i tredelingen.
I sit aktuelle opgør med voldtægtsdommene peger Søren Pind på noget væsentligt. Gennemsnitsstraffen for voldtægt lyder på knap to års fængsel, hvor straframmen går op til otte år, i særligt grove tilfælde 12 år. En straframme er netop – en ramme. Loftet skal være reserveret de mest modbydelige forbrydelser, og der skal være rimelige proportioner mellem arten af kriminalitet og strafudmålingen. Det kan man med god grund stille spørgsmål ved i netop volds- og voldtægtssager. Mange anmeldelser om voldtægt kommer aldrig for retten, og domsafsigelserne ligger forholdsvis lavt inden for straframmen. Det ser vi gerne en forklaring på. Men vi må samtidig understrege det bærende retsprincip, at en tiltalt kun dømmes for det, der kan bevises, og den hensigt, der ligger bag en forbrydelse. Ansvaret for bevisførelsen ligger hos politi og anklagemyndighed, mens domstolene tager sig af dom og strafudmåling. Justitsministeren og diverse retspolitiske ordførere har lov til at bede anklagemyndighederne skærpe strafkravene og opfordre dommerne til at udnytte hele straframmen. Blot det sker i grundlæggende respekt for magtens tredeling.