Bookmakerne havde på forhånd kun levnet Danmark en meget lille chance for at gå videre til lørdagens finale i Eurovision Song Contest, som i år afholdes i Wien.
Og til trods for at drengene gav den med store tandpastasmil, pomadehår og masser af charme. Så blev der ikke ændret på den profeti, da der tirsdag aften blev afholdt den første semifinale i den europæiske sangdyst.
10 lande finaleklar
16 sange var på programmet, og det danske bidrag var ikke blandt de 10, som slap videre til den store finale. Derimod gik følgende lande videre med chancen for at løbe med den store sejr lørdag aften:
· Armenien
· Albanien
· Serbien
· Georgien
· Estland
· Rusland
· Grækenland
· Belgien
· Rumænien
· Ungarn
Faldt ikke i Europas smag
Rundt omkring i Europa fik det danske bidrag på forhånd også nogle hårde ord med på vejen, der ikke helt matchede den begejstring, som mange danskere har haft omkring nummeret. Det erkender DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme også.
»Jeg synes, ’The Way You Are’ viser glæde, ægthed og en ny æra i Eurovision Song Contest, og det er bare brandærgerligt, at Europa ikke har taget det til sig,« siger han til dr.dk.
Point mellem venner
En anden debat, der måske vil blusse op efter denne første semifinale, er den gamle traver om politik, kammerateri og byttepoint. Danmark havde nemlig ingen af sine trofaste pointgivere med i første semifinale. Vi plejer at få flest point fra Sverige, Norge, Island og Irland - og de er alle placeret i anden semifinale. Derimod kan man se en noget østeuropæisk overvægt i den første semifinale - og i de sange, der gik videre.
Debat eller ej. Det ændrer ikke ved, at Danmark er ude af showet for i år. Bedre held næste år, som man siger.
