Alene i år er svenske moskeer ifølge TV 2 blevet udsat for hærværk og brandattentater hele 14 gange, men vi skal ikke være bekymret for, at angrebene finder vej til Danmark. Det fortæller tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen:
»Der er en væsentlig forskel på Danmark og Sverige, fordi i Danmark har vi været i stand til at tage trykket af trykkedlen netop ved at være mere frie i vores måde at forholde os til indvandrerproblemer, integration og islam. Vi er betydeligt mere åbne i forhold til en diskussion om, hvad der er rigtig og forkert, mens man i Sverige er med til at undertrykke det,« siger Bonnichsen.
»Den undertrykkelse kan så medvirke til, at trykket bliver så stort, at nogle går ud og udfører fuldstændig groteske, utilgivelige og forbudte metoder, som brandstiftelse nu engang er,« fortsætter den tidligere operativ chef i PET.
»Selvom man engang imellem godt kan føle, at vi går over grænsen i den her debat, så har det trods alt en betydning i forhold til at tage trykket af hos folk,« siger han og understreger, at Politiets Efterretningstjeneste holder nøje øje med højreekstremistiske grupper i Danmark.
PET bekræfter, at man følger brandstiftelserne i Sverige tæt.
»Vi holder skarpt øje med udviklingen i Sverige og angrebene på moskeer, men har ellers ikke yderligere kommentarer,« oplyser PET.