Så skal vi til at vænne os til TV-aviser, TV2 nyheder, Go’morgen show og Go’aften show, TV2 News, Deadline og DR2 Morgen og alle de andre udsendelser uden deltagelse af makkerparret Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler. Danmarks Lærerforenings formand og KLs forhandlingsleder, den konservative borgmester fra Høje Taastrup Kommune, har været fast inventar i TV-udsendelser fra morgen til aften siden lærerkonflikten brød ud. Nu er det hele så slut på mandag, og dagligdagen vender tilbage til det normale for tusinder af børn og børnefamilier. Nu overtages skoledebatten af de politikere på Christiansborg, der skal have forhandlet et forlig på plads om fremtidens folkeskole inden sommerferien. Tabere og vindere er gjort op i medierne efter regeringsindgrebet i lærerkonflikten, og Bondo er udråbt til taberen på forudsigelige point. Lærernes strejkekasse er blevet godt og grundigt slanket, mens kommunekasserne bugner af sparede offentlige kroner til lærerlønningerne. Det må være på sin plads inden hverdagen indfinder sig igen, at gøre status på mediedækningen af lærerkonflikten, og hvad vi kan bruge læringen af den til.

GENERELT HAR MEDIEDÆKNINGEN AF konflikten sat mest fokus på konsekvenserne for børnene og forældrene, den manglende undervisning, de problematiske eksaminer og pasningsproblemerne. Men mediedækningen har også betydet, at danskerne har fået et sjældent indblik i en bestemt faggruppes arbejdstider, forberedelsestid, skoleledernes udfordringer, undervisningskvalitet, helhedsskole og meget andet. Alt det har helt sikkert i folkeoplysningens gode navn været rigtig godt. Hvad jeg til gengæld godt vil stille spørgsmålstegn ved, er TV-mediernes daglige krampagtige forsøg på at fungere som forligsinstitution mellem parterne. Løsningsorienteret journalistik hedder genren, som i den aktuelle situation har resulteret i dusinvis af interviews med de to stridende parter, hvor ingen rokkede sig ud af stedet, og påstande og argumenter var præcis de samme dag ud og dag ind. Det blev til et dagligt Bondo/Ziegler journalistisk legitimeringsshow uden andet formål. Og begge parter syntes at være nødt til at stille op til disse shows for at forsøge at vinde kampen om den offentlige mening mere end kampen for det rigtige resultat. Skal medierne ikke gå efter hovedpersonerne i så vigtig en konflikt så godt som hver dag? Jo naturligvis, men spørgsmålene blev hver dag de samme, og hvad værre var, blev også svarene ved med at være de samme. Her er skabelonen: Hvorfor taler I ikke sammen? Fordi der ikke er noget nyt at tale om. Jamen, skulle I ikke prøve af hensyn til børnene og forældrene at finde en løsning? Jo, men det har vi prøvet siden efteråret. Jamen, er den danske model ikke netop at finde et kompromis som begge parter kan leve med? Jo, men det har vi også forsøgt. Osv. osv. osv. Det har ikke tjent noget godt formål i forhold til forhandlingssituationen eller folkeoplysningen, at de to store TV-kanaler har bragt høringer om folkeskolekonflikten med de stridende parter over for hinanden og lærere, skoleledere, børn og politikere som statister. En overenskomstkonflikt egner sig bare ikke til TV-shows i bedste sendetid. The Daily Bondo/Ziegler show kan holde en pause og kommer forhåbentlig ikke igen. Nu er det politikernes ideer om fremtidens skole, vi for alvor bør diskutere.