Bombe rammer Cairo på revolutionens treårsdag
En enkelt meldes såret, efter en bombe er eksploderet ved en politiskole i den egyptiske hovedstad lørdag. Politiet frygter, at der sker flere voldelige sammenstød ved markeringen af revolutionen.
En enkelt meldes såret, efter en bombe er eksploderet ved en politiskole i den egyptiske hovedstad lørdag. Politiet frygter, at der sker flere voldelige sammenstød ved markeringen af revolutionen.
EGYPTEN: På treårsdagen for oprøret, som endte med at vælte den egyptiske præsident Hosni Mubarak, er hovedstaden, Cairo, blevet rystet af en bombe.
Den lille bombe blev kastet mod en politiskole, og mens AFP rapporterer, at ingen kom noget til, melder Reuters ifølge kilder i politiet, at én person er blevet såret.
Bomben var hjemmelavet og ramte en mur på skolebygningen, og manden, der stod bag den, nåede at slippe væk.
Angrebet er sket, mens demonstranter gør sig klar til at fejre oprøret i 2011, og politistyrker i massevis bliver sendt i gaderne, fordi man frygter, at det enkelte bombeangreb langt fra bliver lørdagens værste voldelige oplevelse. Frygten er, at de rivaliserende grupper vil ramle sammen under fejringen, og at det ender i blodbad.
Lørdagens bombe er den femte på bare 24 timer i hovedstaden. Fredag blev seks personer dræbt, og flere end 90 blev såret af eksplosionerne, mens AFP også melder om, at mindst 14 mistede livet i sammenstød over hele landet mellem islamistiske oprørere, deres modstandere og politiet.
Militante islamister har optrappet angrebene i landet, siden den folkevalgte efterfølger til Mubarak, Mohammed Morsi, blev afsat af militæret i juli. Særligt i Cairo har demonstranter været på gaden for at vise deres utilfredshed med militærets regime.