Boliglånet kanflyttes til ny bolig
Mange boligejere overser en interessant mulighed, når de flytter, nemlig at de har mulighed for at tage gamle boliglån med til deres nye bolig.
Mange boligejere overser en interessant mulighed, når de flytter, nemlig at de har mulighed for at tage gamle boliglån med til deres nye bolig.
Tag boliglånet med når du flytter. Det er en utraditionel mulighed, som kun få har benyttet de senere år, men som kan være en stor fordel i disse år, hvor renten er historisk lav.
»Kun få er opmærksomme på, at man kan beholde sine gamle lån, hvis man flytter til en ny bolig. Det er bøvlet og kræver lidt papirarbejde, men det er i princippet ikke sværere end at optage et nyt lån,« siger seniorøkonom i BRFkredit Mikkel Høegh.
Han tilføjer, at man højst kan have en belåningsprocent på 80 - også i den nye bolig. Det vil sige, at hvis man eksempelvis kommer fra en bolig til to mio. kr., kan man højst have et lån på 1,6 mio. kr., og det lån kan man ikke tage med sig over i en bolig til eksempelvis 1,8 mio kr., fordi belåningsprocenten i så fald bliver højere end 80.
Cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark fortæller, at mange inden for de senere år har optaget F5-lån til renter, der er betydeligt højere end i dag. I 2010 var F5-renten oppe på 3,3 pct., mens den ved indgangen til 2011 lå på 2,8 pct. I dag er den nede på 1,24 pct.
Det kedelige for boligejerne er, at kursen på obligationerne bag lånet samtidig er steget betydeligt, og eftersom alle flex- og rentetilpasningslån er inkonvertible, kan de kun indfries til markedskurs.
Har man eksempelvis for et par år siden optaget et lån til kurs 99, som nu er steget til kurs 102, vil man miste op mod 30.000 kr. for hver million kroner, der er tale om, hvis lånet skal indfries i dag.
»Har man for to-tre år siden taget et lån på 2,5 mio. kr., hvad en del har gjort, vil man tabe 60.000 til 70.000 kr. på at indfri lånet lige nu,« siger Christian Hilligsøe Heinig.
Sidder man med et fastforrentet lån, er det mindre interessant at tage det med til en ny bolig.
Hvis renten stiger, kan man få en stor kursgevinst og mindre restgæld ved at indfri lånet til en lavere kurs.
Skulle renten omvendt fortsætte med at falde, vil et fastforrentet lån altid kunne indfries til kurs 100.