BoligJobordningen skulle egentlig skabe danske arbejdspladser, men der bruges også skattekroner fra statskassen til at betale eksempelvis spanske, svenske og græske håndværkere, der udfører reparationer for danske ejere af sommerhuse i udlandet.

Det skriver Information ud fra en opgørelse fra Skat, der viser, at 2.101 danskere har benyttet det såkaldte håndværkerfradrag til at få fradrag på selvangivelsen for udgifter til deres udenlandske fritidsbolig.

Skat har ikke det fulde overblik over, hvad det koster staten, at danskere bruger ordningen på deres sommerhuse i Frankrig, Spanien og Grækenland, men skatteminister Benny Engelbrecht (S) erkender over for avisen, at disse skattekroner ikke skaber danske arbejdspladser.

»Jeg kan godt forstå, hvis danskerne kan have svært ved at forstå, hvorfor danske fradrag skal gå til at skabe job i udlandet. Formålet med ordningen var jo at skabe beskæftigelse herhjemme. Men vi har nogle EU-forpligtelser på det her område, og dem skal vi selvfølgelig leve op til. Og jeg synes, trods alt, at der ikke er tale om et kæmpe problem,« siger Benny Engelbrecht til Information.

Det var Venstre og de Konservative, som i sin tid indførte BoligJobordningen i 2009, og som pressede på for at få ordningen genindført forrige år. Allerede dengang stod det klart, at fradragsordningen ikke kunne reserveres til danskere med sommerhus herhjemme, men de Konservatives daværende formand, Lars Barfoed (K), sagde dengang ifølge Information, at det ville være en så lille gruppe, »at det ikke engang vil kunne måles, hvis der overhovedet er nogen danskere, som får et fradrag for sommerhuse i udlandet«.

I dag kalder de Konservatives erhvervsordfører, Brian Mikkelsen (K), Skats opgørelse for »et meget lille tal«.

SR-regeringen har i sit finanslovforslag for 2015 foreslået helt at skrotte BoligJobordningen, og Benny Engelbrecht argumenterer for, at byggebranchen ikke længere har samme behov for støtte, som da krisen ramte Danmark.

Venstre og de Konservative ønsker at forlænge ordningen.