Valgkampen blev skudt i gang med løfter til boligkøbere om store skatterabatter, men nu risikerer løftet at ende deres dage ved forhandlingsbordet med SF og S på den ene side og de Radikale og Enhedslisten på den anden.

De Radikale er ikke begejstrede for boligpakken, der vil give rabat på tinglysningen og ejendomsværdibeskatningen. Så hvis de Radikale kommer med i regeringen, vil de få indflydelse på, om den skal være en del af det fælles program.

»Boligpakken er en dårlig idé. Jeg tror, vores holdninger til den er velkendte,« siger næstformand hos de Radikale Morten Østergaard.

Enhedslisten bliver ikke en del af regeringen, men partiet er dog med i drøftelserne i rød blok, og ifølge politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen vil man gøre meget for at hjælpe de Radikale med at få slået boligpakken ihjel.

»Der skal ikke gives flere skattelettelser til boligejerne. Det har de fået ti år i træk,« siger hun.

Boligpakken kopierede S og SF fra Venstre og de Konservative. Dermed ville flertallet kunne findes i blå blok, men så fremkommelige er Venstre ikke. De vil ikke have spor med de rødes boligpakke at gøre, hvis den er finansieret med nye skatter og afgifter.

»Vi har to hovedkrav. For det første skal reformerne gennemføres. For det andet må skatter og afgifter ikke stige. Hvis S og SF vil finansiere deres boligpakke med nye skatter, så stemmer vi ikke for den,« siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby. B